MOSKVA (Ekstra Bladet) Danmark stemmer på favoritterne fra USA/Mexico/Canada, når FIFA i dag afgør, hvem der skal være vært for VM i 2026.
Det nordamerikanske fællesbud har kæmpet et langvarigt slag med udfordrerne fra Marokko, og begge har flere gange fået lov til at præsentere deres bud for både DBU og for de øvrige medlemslande i FIFA.
Og DBU’s formand, Jesper Møller, er ikke længere i tvivl.
- Det er to gode bud, men vi stemmer på United 2026, altså USA/Mexico/Canada. Det er ud fra en fodboldmæssig begrundelse. Vi vil gerne have, at VM kommer rundt i hele verden. Nu synes vi, det er Nordamerikas tur.
- Er grunden, at Afrika havde det i 2010?
- Ja, det kan man sige, og Qatar, som har det i 2022, er også tæt på Afrika.
- Er der andre årsager til, at i stemmer på United 2026?
- Det er et rigtig stærkt bud. Det er Marokkos også, og der er ingen tvivl om, at Marokko vil kunne afvikle et VM med stadioner og infrastruktur.
- Men vi kigger også på bæredygtigheden. Det der styrker United 2026 er, at stadioner står klar. De bruges allerede. De kommer også til at blive brugt bagefter. De har også træningsanlæg og hoteller klar. Alt er der, og alt fungerer. Det er et stærkt bæredygtigt bud.
Artiklen fortsætter under billedet
- Marokko, som er et udviklingsland, har oplyst, at de skal bruge 97 milliarder kroner på at gøre landet klar til VM. Har det spillet ind?
- Det er en del af det. Men det væsentligste er, at vi skal have VM til Nordamerika, hvor det ikke har været siden 1994.
- Har spørgsmålet om menneskerettighederne spillet ind?
- Vi har fået en orientering af Amnesty International, og når vi ser på menneskerettighedssituationen, tæller den også til det fælles nordamerikanske buds fordel.
- FIFA har bevæget sig i den rigtige retning med hensyn til udbudsregler og så videre, og menneskerettighederne var en stærkt forankret del i det amerikanske bud.
- Begge bud har talt meget om økonomi. Marokko har lovet FIFA fem milliarder dollar i overskud. USA med venner har lovet 11 milliarder. Har det haft en betydning for DBU?
- Selvfølgelig spiller økonomi en rolle. Det har betydning for de penge, de 211 fodboldforbund får fra FIFA, men det er ikke det, der har været det afgørende.
- Men FIFA-præsident Gianni Infantino taler hele tiden om, at i skal have flere penge, så det betyder vel noget?
- Nu fik vi en stigning på en million dollar allerede for et par å siden, så det her kan kun styrke økonomien på længere sigt. Men nu skal vi lige afvente afstemningen, inden vi begynder at bruge pengene.
- Hvad får i af penge fra FIFA
I øjeblikket får vi 1,250 millioner dollar om året. Det er udviklingspenge.
- For otte år siden, da der sidst blev uddelt VM-værtskaber, var det hele indhyllet i korruption. Har i denne gang oplevet, at nogen har villet bestikke jer?
- Nej. Det har der ikke været noget af.
- I er ikke blevet opsøgt af underlige konsulenter, som har tilbudt jer rejser til de varme lande?
- Overhovedet ikke. Men vi har talt om det. Vi har fået de her cirkulærebreve om hvordan, vi skal opføre os, og vi har været opmærksomme på selv det mindste.
- Du er ikke faldet over brune kuverter?
- Nej, heller ikke hvide. Reglerne er blevet respekteret.
- Forløbet har været fint, og det har været godt med de breve, som har præciseret spillereglerne.
Alle har lært af det vi, var igennem i 2010 og af den proces, hvor Blatter og Platini røg ud. Alle har kunnet se, at det ikke går med den slags metoder. FIFA bevæger sig i den rigtige retning.
Artiklen fortsætter under billedet
- Der ryger dog stadig enkelte for korruption. Senest et ghanesisk medlem af FIFA’s bestyrelse. Helt hvid er verden vel ikke?
- Nej, det er også derfor jeg hele tiden spørger, om tingene fungerer. Det der tydeligvis har virket, er at pengene fra FIFA i Schweiz nu sendes via banksystemet på en åben og transparent måde. Og midlerne bliver kontrolleret af statsautoriserede revisorer i alle 211 lande.
- Det er slut med penge på private konto. Det kan ikke længere lade sig gøre. Desuden bliver projekterne efterset. Kan man ikke aflevere regnskab for sine projekter, bliver pengene tilbageholdt. Jeg ved, der er lande, der har fået tilbageholdt midler. Systemet fungerer, siger Jesper Møller.
Velkommen til VM i bøvl og ballade