Derfor er en sejr over Sverige EKSTRA vigtig

Hvis Danmark vinder gruppen, kan vi ikke komme til at møde de franske VM-favoritter før i finalen - derfor skal Sverige have tæsk i aften i Paris

Niklas Landin får en hovedrolle i aftenens gyser mod Sverige. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin får en hovedrolle i aftenens gyser mod Sverige. Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): Stort set alle håndboldeksperter i denne verden betragter værterne fra Frankrig som kæmpefavoritter til VM-titlen. Derfor gælder det selvfølgelig om at møde Frankrig så sent som muligt i turneringen, og det må så være i finalen.

Den mulighed har Danmark, hvis vi vinder vores indledende Gruppe D. Bliver vi derimod nummer to i gruppen venter der os i stedet en udfordring af den anden verden på vej mod den finale, som vi alle tragter efter. Så løber vi nemlig ind i de forsvarende franske verdensmestre i en eventuel kvartfinale, og overvinder vi den hurdle, venter de regerende tyske europamestre i en eventuel semifinale

Hvis de de to lande altså vinder deres respektive grupper, som er A og C og ellers gør rent bord. Og det ser de ud til at gøre. Begge hold har indtil videre vist høj klasse. 

Livet vil derimod blive noget lettere for Danmark, hvis vi vinder vores gruppe, og derfor er kampen i aften mod Sverige en lille finale. Sverige har været overbevisende i deres to første kampe. 

De har tørret gulv med først Bahrain, og i går var det Argentina, som fik en på kasketten. Hele 35-17 vandt et overlegent svensk hold med masser af fart og fysik. Danmark og Sverige er klart gruppens to bedste hold.

Slår vi Sverige, vil vi være alene spidsen af gruppen, hvor vi kun mangler at møde Bahrain og Qatar. Det er to hold, som vi skal kunne slå.

Vinder vi vores gruppe skal vi spille 1/8-finale i Albertville mod nummer fire fra Gruppe C. Det ligger til at blive enten Hviderusland eller Chile. Overvinder vi den forhindring, kan vi i kvartfinalen løbe ind i Norge, Rusland, Slovenien eller Makedonien. Nationer som vi alle burde kunne magte.

Hvis Spanien som forventet vinder Gruppe B, og Kroatien bliver toer efter Tyskland i Gruppe C, bliver enten Spanien eller Kroatien vores modstander i en eventuel semifinale. 

Men først gælder det Sverige i det man roligt kan kalde for gruppefinalen. Det kan godt gå hen og blive en gyser.

Sådan slår vi Sverige

Den danske assistenttræner, Henrik Kronborg, giver her et bud på, hvordan opgøret mod svensken skal tackles.

- De kommer med nye spillere, og de spillede en rigtig fornuftig kamp mod Bahrain i første runde. Vi har også materiale på dem fra tidligere opgør. Blandt de nye spillere er Simon Jeppsson på venstre back og Albin Lagergren i den modsatte side. 

- Det er et hold, der kommer med stor fysik, og de har store stærke spillere i deres midterforsvar. Dem skal vi have flyttet rundt på. Hvis de skal spille med deres stærkeste angrebshold, skal de skifte en del ud i forsvar-angreb. Det skal vi udnytte, og vores kontrafase har da også set rigtig skarp ud.

- Vi får lov til at komme tættere på deres forsvar, end vi gjorde mod Egypten. Men svenskeren har også varieret deres forsvar lidt. Mod Bahrain var de meget defensive, men vi har tidligere set dem spille med lidt mere offensive backer.

- Svenskernes angreb er noget, som vi er vant til at spille imod. De vil komme med krydsspil og forsøge at gøre deres fløje gode. Det skal vi have lukket ned for, for de har rigtig dygtige fløje. I forhold til vores tidligere kampe ved VM bliver opgøret med Sverige lidt mere skandinavisk, siger Henrik Kronborg.

Se også: Før svenskerbraget: Mensah er ude af VM - her er afløseren

Se også: Svensker-krigen fortsætter: Vi er trætte af jer, Danmark!

Se også: Henrik Tofts kone er svensk: Sådan løser de det dilemma

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere