Sikke et drama, vi fik i sidste spillerunde af Superligaens grundspil! 26 mål, 27 gule kort, heraf to dobbelt-gule, tre straffespark og heldigvis også NUL kæmpebrølere fra mændene med fløjten.
På forhånd havde DBUs elitedommergruppe valgt et ungt kuld til en temmelig afgørende runde. Sønderjyske – Silkeborg, OB – Esbjerg og Lyngby – Hobro var alle kampe med stor betydning for bundstriden i rækken, men alligevel var det nogle af rækkens yngste dommere, der var blevet påsat kampen med Mikkel Redder, Benjamin Willaume-Jantzen og Jakob Sundberg i spidsen for de tre opgør med en snitalder på blot 29,4 år.