DIF-boss kæmper med græker om toppost i EOC

Afgående DIF-formand Niels Nygaard er torsdag på valg til præsidentposten i Den Europæiske Olympiske Komité

Niels Nygaard stopper i næste uge som formand for Danmarks Idrætsforbund efter 14 år på posten. Han er dog langtfra færdig med idrætspolitik. Torsdag er han på valg til præsidentposten i Den Europæiske Olympiske Komité (EOC). (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Nygaard stopper i næste uge som formand for Danmarks Idrætsforbund efter 14 år på posten. Han er dog langtfra færdig med idrætspolitik. Torsdag er han på valg til præsidentposten i Den Europæiske Olympiske Komité (EOC). (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Den afgående formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, skal torsdag i kampvalg om en international toppost.

Nygaard og grækeren Spyros Capralos går begge efter posten som præsident for Den Europæiske Olympiske Komité (EOC).

Valget foregår på EOC's kongres i den græske hovedstad Athen, hvor de 50 EOC-medlemslande skal beslutte, hvem der skal lede organisationen de kommende fire år.

Niels Nygaard forventer en tæt afgørelse, selv om et flertal har tilkendegivet, at de stemmer på ham.

- Jeg har fået tilsagn fra lidt over halvdelen, men man kan ikke altid regne med, at det, der bliver sagt, også sker.

- Det er en usikkerhedsfaktor, og det er altså tvivlsomt, hvor flere af dem sætter deres kryds, når det kommer til stykket. Det er en af udfordringerne i international idrætspolitik, siger Niels Nygaard.

Den 68-årige dansker, der om halvanden uge stopper som formand i DIF efter 14 år, ved nøjagtig, hvad han går ind til.

I juni 2020 rykkede han et hak op i rangordenen fra vicepræsident i EOC til midlertidig præsident, da forgængeren, sloveneren Janez Kocijancic, pludselig døde efter kort tids sygdom.

Nygaard er i det forgangne år blevet overbevist om, at EOC har brug for en præsident rundet af nordiske værdier til at forene de mange meninger og yderpoler i organisationen.

Danskeren har sine støtter i Nordvesteuropa, hvor 15-20 lande i store træk deler Nygaards tanker.

Modkandidaten Capralos slår på 'et stærkt lederskab' og vil formentlig hente de fleste af sine stemmer i det sydøstlige Europa.

Nygaard mener, at han og Capralos adskiller sig på flere punkter.

Blandt andet hvordan EOC skal håndtere situationen omkring Hviderusland og præsident Alexander Lukashenkos diktatoriske ledelse.

Også når det gælder Det Internationale Antidopingagentur, Wadas, ageren i forhold til Rusland, er der ifølge Nygaard nuanceforskelle på de to kandidater.

Og derudover vil Nygaard stå for en involverende ledelse, mens Capralos efter alt at dømme har en mere topstyret tilgang.

Hvis danskeren bliver valgt, så vil han også justere på EOC's tilgang til Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

- IOC er meget præget af, at man dækker både Afrika, Sydamerika, Asien og så videre. Jeg ønsker at påvirke IOC med de værdier, vi står for i Europa, siger Nygaard.