Ritt Bjerregaard blev som EU-kommissær voldsomt upopulær, da hun engang sagde, at Europaparlamentet ikke var et rigtigt parlament.
Knap så megen vrede udløser det, hvis man tillader sig at sige, at de Europæiske Lege, European Games, ikke er rigtige Olympiske Lege.
Sådan er de ellers tænkt, og vi stiftede første gang bekendtskab med dem i Baku i Aserbajdsjan sidste år. Meningen er, at legene skal afvikles hvert fjerde år, men landene i Europa står ikke i kø for at afholde dem.
Ikke før nu, hvor Hviderusland har meldt sig på banen. Det falder ganske heldigt sammen med, at Den Europæiske Olympiske Komite, EOC, i disse dage holder bestyrelsesmøde og kongres i den hviderussiske hovedstad, Minsk.
EOC er ganske vist uden præsident for tiden. Patrick Hickey sidder i husarrest i Rio De Janeiro, anklaget for at have deltaget i sortbørshandel med OL-billetter ved sommerens lege. Altså de rigtige lege.
OL-boss kan blive fældet af sine egne mails
I Hickeys fravær har vicepræsidenten, den 75-årige slovener Janez Kocijancic, midlertidigt overtaget tronen.
I morgen skal Kocijancic mødes med Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, som bliver kaldt for den sidste kommunistiske diktator i Europa.
På mødet mellem de to østeuropæere skal det afgøres, om Hviderusland vil påtage sig værtsrollen for European Games 2019.
Tidligere har Rusland og Holland meldt fra, og hvis ikke Hviderusland siger ja, bliver der næppe nogen lege i hverken 2019 eller på noget senere tidspunkt.
Ideen om legene er irske Patrick Hickeys. Han ville sætte sig spor i historien ved at skabe et europæisk svar på De Asiatiske Lege og Commonwealth Games.
Men Hickey og kompagni kom skidt fra start. Heller ikke første gang stod landene i kø. Derfor forsøgte Hickey at sælge ideen til Lukasjenko i Hviderusland. Men selv om Hickey gav Lukasjenko en olympisk udmærkelse var det ikke nok. Hviderusland havde ikke råd.
Derfor endte legene i en anden diktaturstat, Aserbajdsjan, hvor præsident Ilham Aliyev havde brug for at fjerne opmærksomheden fra de voldsomme brud på menneskerettighederne, som hans regime udsatte oppositionen for.
Legene i Baku blev et udstyrsstykke af en anden verden. Aliyev brændte milliarder af, og alene åbningsceremonien løb op i 650 millioner kroner.
Artiklen fortsætter under billedet
Det pompøse show kunne dog ikke skjule, at legene på mange måder var en tredjerangs sportsbegivenhed. I svømmekonkurrencerne deltog kun juniorer, og på det olympiske stadion dystede atletikudøvere fra tredje og fjerde division. Det afholdt dog ikke flere af dem fra at bruge forbudte stoffer.
Styret i Baku blev udsat for en voldsom kritik på grund af de grove overgreb på politiske modstandere og kritiske journalister. Mange blev fængslet og udsat for tortur.
En lignende kritisk vil ramme Aleksander Lukasjenko, hvis Minsk bliver vært for European Games i 2019. Den hviderussiske diktator har tidligere været på den sorte liste i Europa. Således sørgede EU for, at han ikke fik indrejsetilladelse til OL i London i 2012.
Desuden har Hviderusland en kedelig dopinghistorik. På det område har landet meget til fælles med Rusland.
Formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, sider i EOC’s bestyrelse. Ekstra Bladet har været i kontakt med ham, men han oplyser, at bestyrelsen ikke må udtale sig, før punktet om Hviderusland har været behandlet på kongressen i morgen. Her kan det ende med en afstemning blandt de 50 deltagende lande.
Vicepræsidenten for Hvideruslands Olympiske Komite, Maxim Ryzhenkov, siger til det statslige nyhedsbureau, Belta, at udfordringen er økonomien.
- European Games kræver store investeringer, og derfor er det nødvendigt at veje for og imod på alle områder, siger Ryzhenkov inden mødet mellem Lukasjenko og Kocijancic.
OL-gangstere: Præsident-familien er ren Corleone