Dybt rystet over beslutning: - En russisk skødehund

Amerikaneren Jack Robertson, som ledede den oprindelige efterforskning af doping i Rusland, er ikke imponeret af den straf landet er idømt

Rusland er udelukket fra de største sportsbegivenheder i fire år. Det får dog ingen betydning for EM næste sommer. Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen forklarer årsagen. Producer: Lasse Brøndal

Fire års udelukkelse fra større sportsbegivenheder er hverken en faktisk udelukkelse eller en straf. 

Det mener den amerikanske doping-efterforsker Jack Robertson, som er rystet over den konsekvens, det får, at Rusland i årevis har sat doping i system og efterfølgende har sløret fakta ved hjælp af systematisk datamanipulation.

WADA, det internationale antidopingagentur, har udelukket Rusland i fire år fra større sportsbegivenheder, men tillader stadig russiske atleter at deltage i internationale stævner, hvis det kan bevises, at de ikke er involveret i det statsautoriserede bedrag.

- Snarere end at være en vagthund i antidopingens tjeneste er WADA nu en russisk skødehund, siger Robertson.

Han mener, at en fuldstændig udelukkelse af Rusland er den eneste sanktion, russerne vil kunne forstå. Samtidig vil kun en fuldstændig udelukkelse kunne bevare antidopingsystemets troværdighed, mener Robertson.

- Til trods for alle de evindelige, oppustede trusler om alvorlige konsekvenser har WADA atter bevist, at agenturet ikke har det fornødne ønske om eller den fornødne styrke til at udfylde sin rolle som vagthund for rene atleter, siger Jack Robertson til ITV News.

- Lad mig gøre det klart: Den seneste beslutning vedrørende Rusland er hverken en udelukkelse eller en straf.

- Jeg anser ikke længere blot WADA’s ledere for at være kujoner, men også for at være umiskendeligt og overlagt partiske, siger Jack Robertson.

Robertson har været chef-efterforsker i WADA og har også arbejdet for det amerikanske antidopingagentur, USADA, som fældede cykelrytteren Lance Armstrong i 2012. Han var desuden en af de efterforskere, der afhørte Michael Rasmussen, da han i 2013 gik til bekendelse.

Robertson opgav sit hverv i 2016 i WADA og har siden været en højrøstet kritiker af agenturet. Han har kaldt det et ‘forræderi mod rene atleter’ at tillade Rusland at tage del i internationale sportsbegivenheder og talte allerede op til OL i Rio for en fuldstændig udelukkelse af Rusland.

Heller ikke i denne omgang nærer han tillid til, at det er muligt at sortere de rene russere fra de dopede, og han mener derfor, at hele nationen må betale prisen for den omfattende svindel, han selv har været med til at afdække.

- Ingen atlet, heller ikke russiske, kan bevise, at han eller hun er ren. Med Ruslands dopinghistorik in mente vil vi atter se rene atleter konkurrere med dopede russere om de olympiske podiepladser, siger Jack Robertson.

- Rene atleter og de olympiske idealer har fortjent bedre end det, WADA tilbyder, siger han.

I Anti-Doping Danmark kommer Robertsons uforsonlighed ikke som en overraskelse. Det er en kendt sag, at Robertson og USADA er meget stærke fortalere for en total udelukkelse af Rusland, siger direktør Michael Ask.

- Jeg er af den opfattelse, at der skal være mulighed for, at russiske atleter kan få en dispensation under særlige omstændigheder. Men det skal være undtagelsen fra reglen, siger Ask.

- Det, der bliver den store lakmusprøve nu, er, om WADA sætter nogle strenge og gennemskuelige kriterier op for, hvordan og under hvilke konkrete forhold russiske atleter kan stille op under neutralt flag, siger Michael Ask.

Se også: Analytiker: ‘Rene’ russere har intet at frygte

Se også: Dansk minister reagerer på skandale

Morten Møholm mener det er vigtigt at sende et stærkt signal til russerne. Foto: Jens Dreisling Anden sport - 9. dec. 2019 - kl. 12:37 DIF hylder straf til Rusland: Brug for stærkt signal

Michael Ask er direktør for Anti-Doping Danmark og er også internationalt dybt engageret i kampen mod doping. Foto: Tariq Mikkel Khan. Sport - 9. dec. 2019 - kl. 12:55 Slår helt fast: Derfor kan Rusland spille EM

Se også: Ramt af ny voldsom udelukkelse: Smuthullet der kan give bagslag

4 kommentarer
Vis kommentarer