For første gang siden varetægtsfængslingen i februar taler den amerikanske basketball-stjerne Brittney Griners kone nu ud.
Det gør hun i et interview med det amerikanske talkshow-program Good Morning America, hvor hun fortæller, at hun ikke kunne stoppe med at græde, da hun først fik nyheden om konens varetægtsfængsling.
- Jeg var følelsesløs. Jeg kunne ikke bevæge mig, og så sagde jeg: 'Du er nødt til at rejse dig nu', fortæller Cherelle Griner om det øjeblik, hvor hun hørte om tilbageholdelsen af sin kone.
Siden har der kun været sporadisk brev-kontakt mellem ægtefællerne.
Cherelle Griner vil ifølge CNN forsøge at få den amerikanske præsidents hjælp til at få sin kone ud af russisk fangenskab.
Tidligere har USAs udenrigsminister, Antony Blinken, sagt, at det amerikanske udenrigsministerium arbejder dag og nat på at få den olympiske medaljetager ud af Rusland.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Overvældet over støtten
Det kvindelige amerikanske basketforbund, WNBA, støtter også op om deres fængslede spiller.
Phoenix Mercury-holdets stjerne er fra sæsonstarten 6. maj blevet hyldet med et gulvmærkat hos alle 12 hold i kvindernes NBA-liga.
På mærkatet fremgår Brittney Griners initialer og trøjenummer (42).
- Den slags ting betyder noget. Det gør hende håbefuld. Det fortæller hende, at hun ikke er glemt, siger Cherelle Griner ifølge ABC News.
Brittney Griner blev i februar tilbageholdt i Ruslands hovedstad Moskva efter, at der blev fundet cannabisolie i hendes baggage - hun risikerer op til ti års fængsel.