De usleste forhold: Langt ude i ørkenen lever migrantarbejderne under rædsomme betingelser
Kører man tilstrækkelig langt ud i Qatars ørken opdager man, at der stadig er mange migrantarbejdere, som lever under de usleste forhold.
Her fandt vi en lejr, hvor det lykkedes os at komme ind.
Der bor 18 unge mænd i barakken. 16 fra Nepal. To fra Indien. Deres nabo er en fabrik, som udstøder en ulidelig larm, som selv den lukkede dør ikke kan neutralisere.
Den første der byder os velkommen er en ung bredskuldret mand med store muskler. Han er venligheden selv. Navnet er Indradu Pant. Og han vil gerne fortælle. Selv om det viser sig, at vi vækkede dem.
– Jeg har været tre år i Qatar. Jeg arbejder som tømrer på aftenholdet. Jeg møder klokken 18.00 og kommer tilbage om morgenen. Vagten er på 12 timer.
Han viser på sin telefon sine mødetider, og at lønnen går regelmæssigt ind. Han får mere end minimumslønnen, som er på 1000 QR, hvilket svarer til 1700 kroner. Han får 1100 QR plus 300 til mad. Det er månedslønnen.
Han og hans kolleger skal ikke betale for at bo i barakken, som ejes af deres arbejdsgiver.
Han har ikke været hjemme i Nepal, siden han kom til Qatar for tre år siden. Coronaen gjorde det umuligt at rejse, og derfor har han endnu ikke haft sin søn i armene.
Det sker først til januar, hvor han for første gang sætter sig i et fly til Katmandu. Han gjorde sin kone gravid, inden han rejste ud for at tjene penge til familien.
– Min søn er to år, siger han og lyser op i et stort smil.
Han bliver hjemme to måneder, før han igen rejser til Qatar. Indradu Pant er 29 år. Og som nævnt umådelig veltrænet.
Da vi bemærker det, inviterer han os ind i deres bolig. Vi stiller pænt skoene uden for, og da vi træder ind, ser vi hurtigt, at der i et hjørne er indrettet et lille primitivt fitnesscenter med vægtstænger og håndvægte. Det er et svedigt hjørne. Det kan man også lugte.
Ekstra Bladets udsendte bliver opfordret til at prøve den nærmeste vægtstang, som er udstyret med hjemmelavede firkantede jernplader i hver ende. Tung ser den ikke umiddelbart ud, men jeg trækker den alligevel kun op til hoften.
Indradu Pant derimod tager den op i stive arme, som var det en kasse med flødeboller.
– Den vejer kun godt og vel 50 kilo, siger han uden at fortrække en mine.
Han bruger to timer hver dag på at træne, og det kan man se.
Han er ikke den eneste, der træner. Flere af de andre i rummet står også knivskarpe. Meget mere er der heller ikke at tage sig til i dette område, som er blandet industri og migrantboliger af den tarvelige slags. Et lille cafeteria ude ved den støvede hovedvej er det eneste, der kan byde på lidt afveksling.
Deres bolig på 32 kvadratmeter er både soveværelse, køkken og opholdsstue. Der står potter og gryder rundt om på gulvet, og flere af dem siger, at de får rigtig god mad. De har også store dunke med vand stående, men der ingen vandhane i rummet.
Barakken er heller ikke udstyret med vinduer. Ved de to sidevægge og ved endevæggen er der køjesenge. Deres private ejendele er stuvet sammen i hjørnerne, og på gulvet under køjerne.
På væggen ved siden af indgangsdøren er installeret aircondition. Den er på hårdt arbejde i rummet, hvor luften hurtigt bliver klam. Her er en blandet duft af mange mænd på et lille område blandet med duften af de krydderier, som er en stor del af det nepalesiske køkken.
Gennem snakken blandt de mange mænd og larmen fra fabrikken hører man pludseligt lyden fra mineraterne. Der bliver kaldt til bøn, men det gør ikke indtryk i rummet.
Hver dag bliver de hentet af en bus, som kører dem til deres arbejdsplads. Og tilbage igen.
Indradu Pant har arbejdet på et af de otte VM-stadioner.
– Jeg var der i tre måneder, indtil det var bygget færdigt, siger han, mens en af hans kolleger finder en taburet frem til gæsterne.
Det er tydeligt, at nepaleserne har det godt sammen. Det viser sig da også, at de kommer fra den samme egn tre timers kørsel fra Katmandu. De har kendt hinanden i mange år.
Inden vi forlader deres trange bolig, vil de have taget fællesfoto. Det blev med store smil. Vi kunne genkende det fra tidligere besøg i Qatar, hvor vi også mødte nepalesere. De er venlige og gæstfrie.
Men de kommer fra et meget fattigt land, og derfor er der mange hundrede tusinde nepalesere i Qatar. De er ofte dårligt uddannede og tager derfor de hårdeste og farligste job. Det koster også mange liv. Over 2000 nepalesere er døde i Qatar siden landet i 2010 fik tildelt VM.
Hvis der er en historie, de kommende VM-værter i Qatar gerne vil fortælle, er det den om Lusail Stadion.
Her 15 kilometer nord for hovedstaden Doha var gold ørken for otte år siden, da Ekstra Bladet første gang var forbi. I dag er der rejst en fodboldkatedral med plads til 80.000 tilskuere. Her skal VM-finalen spilles i december næste år.
Og så er stadion bygget af migrantarbejdere, som har betragteligt bedre forhold end hovedparten af de øvrige godt to millioner migrantarbejdere, som gør Qatar klar til slutrunden.
Lusail og den tilknyttede lejr med over 2000 migrantarbejdere er et eksempel på, at der er noget, der fungerer i ørkenstaten. Havde det været sådan på landets øvrige byggepladser, ville megen kritik være forstummet.
Her er rindende vand, gode toilet- og badeforhold, aircondition, industrivaskeri, frisørsalon, købmand, gratis og ganske god mad, lægekonsultation, blandt andet med en kirurg fra Syrien og gratis uddeling af mundbind.
Og så er værelserne rummelige og udstyret med kun fire senge og ingen køjer. Hver arbejder har et skab, som kan låses og et gardin til at trække for sengen. Desuden kommer lønnen til tiden.
Humal Kamit kommer fra Bangladesh. Han var været syv år i Qatar og de seneste år har han været metalarbejder på Lusail.
Da Ekstra Bladet trækker ham til side for at høre til hans arbejde, følger hurtigt en større gruppe af lejrens officerer med. De holder sig inden for høreafstand.
Måske derfor virker Humal Kamit en kende nervøs. Og ordene kommer hurtigt.
– Alt er godt på Lusail. Værelserne, maden, arbejdet, det hele.
– Jeg vil ikke skifte arbejde, men blive her indtil VM. Argentina er mit favorithold, siger han.
Han forklarer, at han ingen familie har i Bangladesh, og det er måske grunden til, at han kun har været tilbage i hjemlandet en gang i løbet af de syv år.
Videre fortæller han, at han er færdigvaccineret for covid-19. Han arbejder 10 timer om dagen, og han er af sine kolleger valgt til lejrens velfærdskomite, som mødes en gang hver måned.
Her kan aktuelle problemer bringes frem foran de officerer. som er ansvarlige for velfærd og indkvartering. Det er det tætteste, man kommer egentligt fagforeningsarbejde i Qatar.
Rita Schiavi fra Schweiz er en af BWI’s erfarne inspektører. Hun har mange gange tidligere inspiceret arbejdspladser i Qatar.
– Jeg er overrasket over de gode forhold. Jeg har tidligere set lejrene ude i ørkenen, men det her er noget helt andet.
– På stadionbyggerierne har situationen ændret sig fuldstændigt. På velfærdsmødet hørte vi også arbejderne sige, at deres kolleger som arbejder andre steder meget gerne vil arbejde her.
– Qatar behøver stadig hjælp til at forbedre forholdene. Supreme Committee har de rigtige forhold, men staten Qatar er slet ikke på samme niveau. Men der er sket ændringer. Jeg var her sidste gang før coronaen brød ud. Det er tre år siden, og nu kan jeg se, at der er sket forandringer.
– Minimumslønninger er nu indført pr lov. Det skete sidste sommer, men blev først implementeret i marts i år. Men selskabet som de arbejder for her på stadion, HBK, implementerede det i allerede i oktober sidste år. Da kafalasystemet blev afskaffet, var HBK bange for, at deres arbejdere skiftede job og derfor indførte de minimumslønningerne, før de egentlig var tvunget til det.
– Før fik de 600 QR om måneden, nu får de 1000 QR. (svarer til 1700 kr., Red.) Det er basislønnen. Desuden får en flybillet hvert år, så de kan besøge familien. Og hvis de ikke rejser på grund af coronaen, får de pengene udbetalt i stedet. Desuden har de gratis mad og logi. De har faktisk ikke noget at bruge deres penge til. Jeg spurgte, om det var nok penge til, at de kunne forsørge deres familier og samtidig spare op. Det sagde de ja til.
– Jeg spurgte også, om de ønskede at blive i Qatar i de næste mange år eller om de havde andre planer. Alle ved velfærdsmødet sagde, at de ønskede at blive her i seks-syv år mere, før de ville rejse hjem.
– Men de kan ikke hente deres familier til Qatar. Kunne de det, ville de blive her altid. Situationen er bedre end i Indien. Især efter at kafalasystemet er fjernet, og det dermed er muligt at skifte til et job hos en bedre arbejdsgiver, siger Rita Schiavi.
Også fra andre sider - herunder fra Amnesty International - bliver der talt pænt om forholdene på stadionbyggerierne. Men det er værd at bemærke, at kun to procent af de godt to millioner migrantarbejdere, som er hentet til Qatar, er beskæftiget på de otte VM-arenaer.
Da vi var her for seks år siden, blev vi sent om aftenen og efter mørkets frembrud smuglet ind i lejr i ørkenen.
Her boede hundredtusindvis af asiatiske migrantarbejdere under de usleste forhold i klamme barakker med alt for mange stuvet sammen på alt for lidt plads. Ofte 10-12 personer i et rum med kun otte køjer. Rum uden vinduer og aircondition.
I dag er meget revet ned, og i stedet er opført en hel ny migrantarbejderby, Asian Town. Her er boligblokke i flere etager, lige veje og grønne områder med palmer der kaster skygge for solen, som selv på en dag midt i oktober får temperaturen op på 38 grader. Køligt i forhold til om sommeren, hvor den godt kan ramme 50 grader. Så ved man, hvordan et spejlæg har det.
Asian Town er opført i ørkenen 45 minutters rask kørsel fra hovedstaden Doha. Men denne lejr kan vi ikke blive smuglet ind i. Hele beboelsesområdet er omkranset af en mur med pigge på toppen. Ved alle indgange er der posteret indtil flere vagter. Myndighederne i Qatar vil ikke havde pressen til at beskrive forholdene i lejren.
Derfor må vi nøjes med at besigtige stedet udefra. Alene det var dog nok til at tiltrække en sikkerhedsvagts opmærksomhed.
Pludselig stod han der og spurgte til vores forehavende. Han viste sig at være en flink fyr fra Kenya, som kun havde været tre måneder i Qatar. Lokket dertil af en ven fra hjemlandet.
Tidligere havde han arbejdet i Dubai, og der ville han gerne tilbage til, for der var byen færdigbygget. I Qatar er der byggerod over alt, og desuden er lønnen bedre i Dubai.
Han lod os tage vores billeder ude fra vejen, og han fortalte samtidigt, at han havde haft os under overvågning allerede fra tidligere på dagen, hvor vi besøgte det store indkøbscenter, som ligger uden for beboelsesområdet i Asian Town.
Centret, som både indeholder supermarked, cykelhandler, indtil flere frisørsaloner, cafeer, restauranter, mobilsælgere og bank var der ikke for seks år siden. Det var biografen med tre sale, de yderligere kaffebarer og den store legeplads udenfor heller ikke. Ydermere var der opført et cricketstadion med lysanlæg.
Så der er sket forandringer i landet, der om blot et år skal være vært for VM.
Siden coronaen brød ud, har kun meget få journalister fået lov til at rejse ind i Qatar. Nu er det lykkes for Ekstra Bladets fotograf Lars Poulsen og journalist Jan Jensen, men kun fordi vi har fået hjælp af det internationale fagforbund Building and Wood Workers International, BWI, som herhjemme er repræsenteret af BAT Kartellet.
BWI har en samarbejdsaftale med Qatars Supreme Committee, som står for alle stadionbyggerierne, og som samtidig er landets VM-komite.
Aftalen gør, at BWI kan inspicere de otte stadionbyggerier. Denne gang gik turen til Lusail Stadion, som skal huse VM-finalen, og det specielle Ras Abu Aboud Stadion, som er bygget af skibscontainere.
Ekstra Bladet fik i to dage lov til at følge inspektionerne, men først efter at være blevet godkendt af Supreme Committee. Og det skal siges, at vi var under konstant overvågning.
Det var spilleregler, vi havde forventet, men det var overraskende, at især BWI var uhyre nervøse for, at vi skulle komme for tæt på migrantarbejderne. Medarbejderne fra Supreme Committee havde større forståelse for, at vi skulle optage både billeder og lyd.
Men vi fik aldrig lov til at være alene med migrantarbejderne.
Der er dog også en verden i Qatar uden for de otte stadioner, som i virkeligheden kun beskæftiger 30-40.000 af de mere end to millioner migrantarbejdere, som er hentet til landet for at gøre det klar til VM.
Og der er mildt sagt en verden til forskel på de forhold som stadionarbejderne lever og arbejder under, og så den barske virkelighed som findes i andre lejre i Qatar. De lejre besøgte vi også.
