100.000 kroner på en måned: Christoffer skovler penge ind på Fortnite-turneringer

Christoffer 'Jarl' Jensen har haft en forrygende første måned som Fortnite-professionel, hvor han med en række flotte turneringspræstationer har vundet mere end 100.000 kroner

Christoffer 'Jarl' Jensen har vundet mere end 100.000 kroner på en måned. Foto: Christoffer Jensens facebook-profil.
Christoffer 'Jarl' Jensen har vundet mere end 100.000 kroner på en måned. Foto: Christoffer Jensens facebook-profil.

Aalborgs berømte og berygtede Jomfru Ane Gade fik lørdag aften besøg af Christoffer Jensen, for den 23-årige havde i den grad noget at fejre.

Den professionelle Fortnite-spiller – også kendt som Fnatic. Jarl – havde nemlig  netop vundet knap 130.000 kroner på weekendens to-dages Summer Skirmish-turnering, som han sammen med sin holdkammerat deltog i.

- Jeg var rigtig stolt af min præstation, og sejren skulle da også fejres med nogle øl sammen med kammeraterne efterfølgende. Sjovt nok var det ikke engang mig, der måtte give, men det er vist bare fordi, mine venner er så flinke, siger Christoffer 'Jarl' Jensen om markeringen af sejren.

Weekendens flotte resultat for den danske e-stjerne er bare prikken over I'et på den optur, som han har gennemlevet i den seneste tid.  For blot en måned siden kunne Christoffer Jensen annoncere, at han som den første danske Fortnite-spiller blev professionel for den verdenskendte esportsorganisation Fnatic.

Sidenhen har han bevist overfor sin arbejdsgiver,  hvorfor de gjorde ret i at tildele ham en professionel kontrakt, for danskeren har præsteret fremragende til en række større weekendturneringer afholdt af folkene bag Fortnite,  Epic Games – og vundet mere end 100.000 kroner til sig selv i forløbet.

- Det er vildt, og det er livsforandrende sådan at vinde 100.000 til sig selv, hvilket også har givet mig mere blod på tanden, men det har også været nogle hårde uger med meget lidt fritid, fortæller Christoffer 'Jarl' Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det vrimler med tilskuerer til de store Fortnite-turneringer. Foto: AP.
Det vrimler med tilskuerer til de store Fortnite-turneringer. Foto: AP.

Har spillet uden sin makker
For selvom en turnering typisk 'kun' kræver fire timers højintensivt spilleri med fuld koncentration, går der masser timer forud i træningslokalet og kampen for overhovedet at blive inviteret til turneringen.

Fortnite har ganske vist taget kloden med storm og har angiveligt mere end 125 millioner spillere på verdensplan, men som esport er spillet stadig ungt, og Epic Games forsøger fortsat at finde det bedste turneringsformat.

Det tester spiludvikleren af med de såkaldte Summer Skirmish-turneringer i weekenderne, men kun 100 spillere kan deltage, og hidtil har Christoffer 'Jarl' Jensen kun været inviteret til tre udgaver, selvom han ifølge verdensranglisten er blandt de bedste spillere derude.

Så selvom en præmiehøst på mere end 100.000 kroner virker som en god start på karrieren som professionel Fortnite-spiller, kunne danskeren formentlig have vundet endnu større summer – især taget i betragtning af, at han ikke har kunnet spille sammen med sin vante holdkammerat, Fnatic. Ettnix.

- Vi er ikke blevet inviteret til turneringerne samtidigt, så det er træls, når nu vi har trænet omtrent 150 timer sammen. Havde han deltaget, havde vi helt klart præsteret endnu bedre til turneringerne, men jeg skal ikke klage, for min holdkammerat til turneringerne har bestemt også spillet på højt niveau , fortæller den danske Fortnite-stjerne.

Artiklen fortsætter under billedet...

Fortnite har taget kloden med storm, og har mere end 125 millioner spillere på verdensplan. Foto: AP.
Fortnite har taget kloden med storm, og har mere end 125 millioner spillere på verdensplan. Foto: AP.

Verdensmesterskabet er målet
Heldigvis er Summer Skirmish-turneringerne snart overståede, så spiludvikleren bag Fortnite  kan evaluere turneringerne og skyde den første rigtige kompetitive Fortnite-sæson i gang. Tidligere på sommeren annoncerede Epic Games, at de ville uddele mere end $100 millioner i turneringspræmier over det kommende år.

Hidtil er kun knap $8 millioner blevet vundet, så Christoffer 'Jarl' Jensen har fortsat millioner og atter millioner at konkurrere om, selvom danskeren allerede har fået en flot del af kagen i den forgangne måned.

- Det er jo bare begyndelsen. Jeg er kun én måned inde i min professionelle karriere, men har allerede vundet 100.000 kroner, og der er fortsat masser penge at spille om, så det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer, siger danskeren.

Én ting er sikkert;  Verdensmesterskaberne i Fortnite bliver afholdt i slutningen af 2019, kvalifikationen dertil starter til efteråret, og Christoffer 'Jarl' Jensen stiler efter en plads til slutrunden, som meget vel kunne vise sig at bliver verdens største esportsturnering nogensinde.

- Til verdensmesterskaberne kommer den helt store præmiesum, og det er her, de bedste af de bedste mødes, så målet er selvfølgelig, at jeg og min holdkammerat også vil være at finde på deltagerlisten, siger danskeren.

Se også: Kommentator: Sådan er dansk trios chancer for at vinde enorm milliongevinst

Se også: Dropper 'verdens lækreste vejrvært' for at spille computer

Se også: FCM-stjerne med lang kontrakt vil af sted: Bejlere er stadig varme på ham

Foto: Maria Fonfara/Polfoto Sport og Spil Verdensmesterens råd: Sådan bliver du god i World of Warcraft

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere