Bomber, brag og bare bryster: Nu kommer verdens første sjofle esportsturnering

Pornohjemmesiden YouPorn sponserer verdens første esportsturnering med seksuelle undertoner, hvor deltagerne dyster om $25.000 i spillet Tits 'N' Tanks

Bombardementer, brag og bare bryster er på menuen, når verdens første sjofle esportsturnering ruller over stablen.

Pornogiganten YouPorn har nemlig indgået et samarbejde med jordens vel nok mest pornografiske spilproducent, Nutaku, om at arrangere turneringen Lewd Championship Gaming – på dansk 'De Liderlige Spilmesterskaber' - med en førstepræmie på $25.000 og et 12-måneders abonnement til YouPorn til den heldige vinder.

Spilproducenten har udviklet en lang række mobilspil med slet skjulte seksuelle undertoner som 'Karmasutra' og 'Battle Girl', men det er i spillet 'Tits 'N' Tanks', at vinderen af de alternative spilmesterskaber skal findes.

Som navnet antyder, er det et eksplosivt spil med tanks, buldren og bragen –bare tilsat bryster – som, pornoudbyderen og spiludvikleren håber på, kan forføre gamere verden over.

- Tænk på det som World of Tanks med ucensureret anime-aktion integreret i spillet. Vi er overbeviste om, at Tits 'N' Tanks vil tiltrække masser af liderligere gamere og tage esportsverdenen et skridt videre, udtaler Ben Faccio fra den sjofle spilproducent Nutaku om den nye turnering.

Pornosiden har fundet sit match
Porno og pornografisk indhold har ofte en tendens til at blande sig i eller lade sig inspirere af tidsånden, og esport er i den grad oppe i tiden.

Derfor giver det god mening for en pornoudbyder som YouPorn at smide sponsorkroner efter verdens første liderlige esportsmesterskab, men pornohjemmesiden har faktisk været med på strømningerne i lang tid.

Derfor har YouPorn – under navnet Team YP – tidligere haft både et Overwatch-hold og en SuperSmashBros-spiller i folden, men uden stor succes. Mestendel fordi YouPorns esportshold er blevet nægtet deltagelse i flere større turneringer på grund af navnet og associationerne til voksen-underholdning.

Derfor er pornogiganten også lykkelig over endelig at have fået muligheden for at krydse ind i esportsverdenen med en turnering, der er mere i deres boldgade.

- YouPorn har været involveret i esport i mange år med vores eget hold, Team YP, og det har tilføjet et ekstra niveau af diversitet og sammenhold på vores platform, som vi glæder os til at introducere Nutaku til, fortæller Charlie Hughes, der er vicepræsident for pornohjemmesiden.

Det er endnu ikke meldt ud, hvornår Lewd Gaming Championship finder sted, men alle lystige gamere, der er til kombinationen af kvindelige attributter og tanks, har muligheden for at deltage.

Se også: Velfortjent ferie: Astralis vil slutte sejrrigt og vinde 3,2 millioner

Se også: North napper det spanske guld og 320.000 kroner

Se også: Dansk heltehold henter erstatning efter øjenskade

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere