Astralis gav debut til 18-årige Philip ‘Lucky’ Ewald, da de mandag aften tog hul på første turnering efter sommerpausen, ESL Pro League.
Her krydsede det danske stjernemandskab klinger med russiske Spirit, og efter at have sluttet sig til holdet i slutningen af juli kunne ‘Lucky’ sætte sig til rette sammen med sine nye holdkammerater. Det skete på bekostning af Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth, der mandag åbnede op for et exit fra Astralis.
I kampen mod Spirit begyndte det svært for Astralis, der måtte se russerne vinde første bane i bedst-ud-af-tre-kampen. ‘Lucky’ gjorde dog en god figur og endte som bedste Astralis-spiller.
Herefter fik Astralis bedre fat i kampen og vandt de to sidste baner og dermed samlet 2-1. ‘Lucky’ tiltrak sig da også roser i studiet efter kampen, der må siges at være en godkendt ilddåb.
Dansk magtdemonstration
Mandagens - og turneringens - første opgør tegnede Heroic sig dog for. Heroic er samtidig forsvarende mestre i turneringen, og de skulle krydse klinger med det nordamerikanske mandskab Bad News Bears.
Hvis nogen inden opgøret troede, at Heroic havde ligget på den lade side i ferien, så blev det hurtigt modbevist.
I fuldstændig overlegen stil smadrede Heroic nemlig nordamerikanerne med hele 16-1 på første bane. Her var det især 20-årige René ‘TeSeS’ Madsen, der var i hopla og endte øverst på pointtavlen.
På næste bane fortsatte Heroic de flotte takter og vandt 16-4. Dermed tog de den samlede sejr 2-0 og topper dermed gruppen, inden tirsdagens kampe.
Mandagens kampe endte således:
- Heroic vs. Bad News Bears - 2-0
- Vitality vs. ENCE - 2-0
- Astralis vs. Spirit - 2-1
Tirsdag byder på følgende opgør i ESL Pro League gruppe A:
- 13:30 - Vitality vs. Bad News Bears
- 16:45 - Astralis vs. ENCE
- 20:00 - Heroic vs. Spirit
Alle kampene kan ses på TV2 Play eller gratis på Twitch.