Astralis flopper i premiere

CS:GO-holdet Astralis åbnede sæsonen med et 0-2 nederlag til Complexity

Astralis åbnede BLAST Premier med et nederlag til Complexity.
Foto: Jonas Olufson
Astralis åbnede BLAST Premier med et nederlag til Complexity. Foto: Jonas Olufson

Astralis fik en skidt åbning på sæsonen, da de danske Counter-Strike-giganter fredag var i kamp ved BLAST Premier i London.

Modstanderholdet, Complexity, er blot rangeret som nummer 44 på verdensranglisten, som Astralis topper, men de tal betød absolut intet, da kampen først var i gang.

Complexity, der har de to danskere Benjamin 'blameF' Bremer og Kristian 'k0nfig' Wienecke på holdet, leverede nemlig en gedigen overraskelse, da de fortjent spillede sig til en sejr på 2-0.

Astralis åbnede ellers op med vanligt højt niveau, og kom hurtigt foran 5-0 på Dust2, men derefter tog Complexity ni af de resterende ti runder i første halvleg. Den tendens fortsatte, da holdene byttede side, og Complexity var sågar foran med hele 15-7, inden banen blev lukket med cifrene 16-11.

På Vertigo var det igen Astralis, der kom hurtigt i front med 3-0, men Complexity fik spillet sig i gang og formåede efter sidebyttet at lukke ned for Astralis, der måtte forlade serveren med et nederlag på 12-16.

Bedste nogensinde

Især Kristian 'k0nfig' Wienecke strålede som CT på Vertigo, og danskeren, der tidligere har spillet i North, sluttede banen med 26 kills og en 2-0 sejr over verdens bedste hold.

Et resultat, som danskeren var svært tilfreds med, da han trådte frem i mixedzone efterfølgende, skriver hltv.org.

- Vi håbede på at vinde ét map, og det var det. Vi fik to, så alle er fucking glade. Det er det bedste nogensinde. Vi sagde til hinanden, at det kunne være rart at få et par runder, og vi var en smule nervøse, da vi kom på scenen.

- Vi forventede meget mindre fra os selv, men alt fungerede bare, lød det fra Kristian 'k0nfig' Wienecke.

Med 0-2 resultatet er Astralis under pres i BLAST Premiers 'dødens gruppe', hvor også NaVi og Vitality er med. De to hold mødte hinanden fredag aften, hvor Vitality og verdens bedste spiller, 'ZywOo', trak det længste strå med en sejr på 2-0.

Astralis møder lørdag eftermiddag NaVi, mens Complexity og Vitality mødes lørdag aften.

Se også: Dødelig virus splitter hold

Se også: Astralis vælger side

Se også: Fransk CS-maskine er verdens bedste

 

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste CS:GO
Seneste CS:GO
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere