Astralis jagter semifinalen

De danske stjerner er uhyre tæt på semifinalen i ESL Pro League Sæson 15. Men de skal først forbi et par brasilianere, som tidligere har voldt problemer.

Benjamin 'blameF' Bremer har indtil videre været Astralis' bedste spiller ved turneringen. Foto: HLTV.org
Benjamin 'blameF' Bremer har indtil videre været Astralis' bedste spiller ved turneringen. Foto: HLTV.org
Følg E-sport

Vi er nået en ny dag i slutspillet af ESL Pro League Sæson 15, og det er igen blevet tid til at få Astralis i ilden.

Dagens modstander er brasilianske FURIA, og der er ikke bare hæder og ære på spil.

Vi er nemlig nået kvartfinalerne i turneringen, der har en præmiepulje på omkring 5,6 millioner kroner, og semifinalen er således uhyre tæt på.

Astralis sendte i onsdags russiske Entropiq ud af turneringen efter første slutspilsrunde, mens FURIA først indtræder i slutspillet nu. Det skyldes, at de toppede gruppe B, og turneringsformatet er skruet sådan sammen, at en førsteplads i gruppespillet udløser direkte adgang til kvartfinalen.

Astralis og FURIA mødtes senest til IEM Katowice i februar i år, og her var brasilianerne for stærke for det danske mandskab og tog en sejr på 2-0.

Dagens kamp mellem de to skydes i gang 15.30, og vinderen kan se frem til en plads i semifinalen, hvor vinderen af dagens anden kvartfinale venter.

Dansk stjerne i megabrag

Her skal danske Finn 'karrigan' Andersen og resten af FaZe nemlig i kamp mod verdensetterne fra NaVi. Der er således tale om et vaskeægte topopgør, da FaZe ligger nummer to i verden, og det skyldes ikke mindst 'karrigan'.

Han har nemlig været kaptajn for holdet i lidt over et år, og siden da er holdet bare klatret op ad verdensranglisten. Det kulminerede i februar, da de vandt megaturneringen IEM Katowice, og i samme ombæring strøg op på en andenplads.

De to mandskaber brager sammen klokken 19:00 fredag aften.

Garanti for dansker i finalen

Selvom finalen i ESL Pro League først er søndag, og semifinalerne ikke er spillet endnu, så ved vi dog allerede nu, at der kommer til at være mindst én dansker i finalen.

Torsdag blev de første kvartfinaler nemlig afviklet, og her skød danske Marco 'Snappi' Pfeiffer, der er holdkaptajn for ENCE, sig selv og sit mandskab til en plads i semifinalen.

De stod overfor spanske Movistar Riders, der fik den bedste start i kampen. ENCE kæmpede sig dog tilbage og endte med at vinde kampen 2-1.

Senere på dagen skulle danske Patrick 'es3tag' Hansen i kamp for det overvejende svenske hold NIP. Modstanderen var Liquid, der onsdag havde sendt Heroic ud af turneringen, men det lykkedes NIP at hævne danskerholdet.

Efter en tæt affære tog de nemlig sejren 2-1 og skal nu møde ENCE i semifinalen, som spilles lørdag eftermiddag.

Kampprogrammet for resten af turneringen:

Fredag - Kvartfinaler:

  • Klokken 15:30 - FURIA vs. Astralis

  • Klokken 19:00 - FaZe vs. NaVi

Lørdag - Semifinaler:

  • Klokken 15:30 - ENCE vs. NIP

  • Klokken 19:00 - FURIA/Astralis vs. FaZe/NaVi

Søndag - Finale:

  • Klokken 17:00

Alle kampene kan ses på TV 2 PLAY eller gratis på ESL's Twitch-kanal.

LIGE NU
BREAKINGBREAKING

Mere fra Ekstra Bladet+

Pape blev pelset af sin egen flok

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+