BLAST Premier Spring Groups begynder torsdag, og i åbningskampen skal Astralis i aktion mod svenske NIP.
Foruden det danske mandskab deltager også tyske BIG og det internationale hold OG, der har danske Valdemar ‘valde’ Bjørn Vangså på holdet.
Et par timer efter Astralis’ kamp mod NIP mødes BIG og OG i turneringens anden kamp. Vinderne af dagens to opgør mødes så fredag, mens taberne skal igennem endnu en kamp fredag for overlevelse i turneringen.
Der er lidt over 150.000 kroner på højkant til vinderen af Astralis’ gruppe, hvor finalen spilles lørdag. Foruden pengepræmierne og æren udløser en top 2 placering i gruppen også en direkte adgangsbillet til en anden stor turnering, nemlig BLAST Premier Spring Final, der spilles til juni. Her er præmiepuljen på 2,6 millioner kroner.
Astralis’ kamp mod NIP begynder klokken 16:30 torsdag. Den og resten af BLAST-turneringens kampe kan følges på Twitch.
Turneringen spilles i tre grupper med fire hold i hver. I en anden gruppe end Astralis finder vi det internationale hold Complexity, der har de to danskere, Kristian ‘k0nfig’ Wienecke og Benjamin ‘blameF’ Bremer, på holdkortet.
De møder i deres åbningskamp mandag det franske hold Vitality, der lige nu er nummer to på verdensranglisten.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.