Astralis-stjerne: "Jeg skammer mig sgu over, at folk kan opføre sig sådan"

Hadefulde beskeder og trusler fylder i indbakken hos flere af de professionelle CS:GO-spillere. Astralis-spilleren 'dupreeh' undgår bevidst de mange beskeder.

Efterhånden som han er blevet en større og større stjerne, er niveauet af hadbeskeder og trusler i indbakken også steget for Peter ‘dupreeh’ Rasmussen (Foto: HLTV.org)
Efterhånden som han er blevet en større og større stjerne, er niveauet af hadbeskeder og trusler i indbakken også steget for Peter ‘dupreeh’ Rasmussen (Foto: HLTV.org)

Det er hverdag for mange spillere, at indbakken er fyldt med beskeder fra fans.

Men desværre er der både hadefulde beskeder og endda dødstrusler mellem de mange beskeder.

Det har Astralis-stjernen Peter ‘dupreeh’ Rasmussen også fået rigeligt af, lige siden han første gang satte sig bag skærmen.

- Selvfølgelig er det på et andet niveau, når man er ukendt, fordi så sviner folk bare til højre og venstre, for det har jo ikke nogen konsekvens. Der er jo ikke nogen, der gør noget ved det. I takt med at man bliver mere kendt og kommer mere ind i det, kommer der også flere beskeder, tror jeg, siger han til Ekstra Bladet.

Nøgleordet her er 'tror'. For han undgår med vilje de mange beskeder.

- De sidste tre år har jeg ikke brugt energi på det. Jeg gider simpelthen ikke. Nogle gange kommer jeg ved en fejltagelse til at komme ind på de beskeder der, eller lige hurtig skal se, hvad det var, han skrev, eller sådan noget. Og så tænker jeg bare ”han må være blevet tabt som barn eller sådan noget”.

Ikke kun i CIS-landene

CS:GO-fanbasen er over hele verden. Østeuropa og CIS-regionen, der blandt andet tæller Rusland, Ukraine og Kazakhstan, er blandt de største i verden. Her har der tidligere været eksempler på, at bølgerne går højt i indbakken.

Også for højt.

Blandt andet har den danske CS:GO-ekspert Jacob ‘Pimp’ Winneche tidligere fortalt om de trusler og hadefulde beskeder, han modtager. Afsenderne er oftest fra CIS-landene, og beskederne er blandt andet kommet i kølvandet på den kritik, han tidligere har ytret om NaVi, der er et hold baseret i netop Rusland og Ukraine, om holdets manglende trofæer.

Det er naturligvis ikke kun isoleret til netop den region. Og det er ikke blevet værre, efter holdene fra CIS-regionen har sat sig på flere af pladserne i toppen af verdensranglisten, fortæller ‘dupreeh’.

- Folk er bare idioter, og jeg skammer sgu mig over, at folk kan opføre sig sådan der. Jeg synes simpelthen, det er så pinligt. Det er ikke kun folk i Østeuropa, det er i hele verden.

“Jeg håber, hans familie dør af kræft”

Beskederne kommer blandt andet efter kampe, hvor udfaldet af den ene eller anden årsag ikke er faldet i god jord. Og den danske CS:GO-stjerne forstår frustrationerne - det er bare ikke den rigtige måde at komme af med dem.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk bliver irriterede. Jeg kan også godt blive irriteret over computerspil eller en person, der gør et eller andet, men jeg har aldrig nogensinde i min vildeste fantasi tænkt: ”Jeg skal lige skrive til ham der, at jeg håber, hans familie dør af kræft,” fortæller ‘dupreeh’, der i 2019 mistede sin far til kræft.

Det er ofte sket, at folk skriver de mange hadefulde beskeder til ham, hvis de har tabt på betting, uddyber ‘dupreeh’.

- Jeg kan sagtens forstå, at der er nogen, der synes, det er mega nederen at have tabt 500 kroner på et eller andet bet, der ellers var mega sikkert. Det er mega nederen. Men sådan er det at gamble, siger han.

Statuér et eksempel

Problemet med trusler er ikke kun isoleret til CS:GO-scenen, pointerer ‘dupreeh’. Og det er en ærgerlig tendens, mener han.

- Det er jo ikke kun i vores verden. Det er jo over det hele. Nu hørte jeg også, der var mange problemer med det i X-Factor med folk, der har skrevet en masse crap der. Jeg synes simpelthen, det er så forfærdeligt. Det er pinligt.

Er der noget, I som spillere kan gøre?

- Det bedste redskab er for det første at prøve at lade være med at læse beskederne og så selvfølgelig få sagt, at det ikke er okay. Og så få statueret et eksempel uden at hænge folk ud, siger han og uddyber:

- Hvis du hænger en ud, der skriver noget lort til dig, så bliver du jo ikke bedre selv, for så bliver han jo også bare bombarderet med hate. Så vis, at det ikke er okay, men lad være med at gå ned på deres niveau, siger ‘dupreeh’ til Ekstra Bladet.

‘dupreeh’ og resten af Astralis spiller fredag aften mod Liquid i ESL Pro League. Kampen kan ses på TV 2 ZULU.