Tilskuerne fik sig søndag eftermiddag lidt af en overraskelse i Royal Arena.
Forud for den store Counter Strike-finale ved Blast Premier Fall Final mellem danske Heroic og FaZe var der nemlig dømt showkamp, og den tog pludselig lidt af en drejning.
Halvvejs i opgøret mellem det danske All Star-hold og det internationale All Star-hold dukkede ingen ringere end Nicklas Bendtner nemlig op på scenen til stor begejstring for de mange fremmødte fans.
Herefter tilsluttede den tidligere målmager sig det danske mandskab på scenen.
Den tidligere landsholdsangriber er selv engageret i netop Counter Strike og etablerede tidligere i år det danske talenthold Prosapia, som han er direktør i.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Nicklas Bendtner agerer i disse uger VM-ekspert her på Ekstra Bladet, hvor han leverer analyser og kommentarer om det danske landsholds præstationer i Qatar.
Men søndag var der altså også tid til at lægge vejen forbi Royal Arena, der i denne weekend har haft besøg af mere end 17.000 tilskuere i forbindelse med Blasts efterårsfinaler, der kulminerer søndag aften.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Her står det danske storhold Heroic over for det internationale stjernemandskab FaZe, der også har dansk islæt i form af kaptajnen, Finn 'karrigan' Andersen.
Det er femte gang, at Blast afholdes i Royal Arena i København, men det er endnu ikke lykkedes et dansk mandskab at tage sejren på hjemmebane. En forbandelse, som Heroic nu kun er én sejr fra at bryde.
Vinderen af Blast Premier Fall Final kan se frem til en præmiecheck på hele 1,4 millioner kroner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------