Cloud9 skrotter danskers millionhold

CS:GO-holdet med danske Patrick ‘es3tag’ Hansen, der har en fortid i både Astralis og Heroic, er sat på pause, da økonomien til projektet halter.

Danske Patrick ‘es3tag’ Hansen nåede at være en del af Cloud9 i knap fem måneder. Her kom han til fra Astralis (Foto: HLTV.org)
Danske Patrick ‘es3tag’ Hansen nåede at være en del af Cloud9 i knap fem måneder. Her kom han til fra Astralis (Foto: HLTV.org)

Den danske CS:GO-stjerne Patrick ‘es3tag’ Hansen er fri til at søge nye græsgange.

Det står klart, efter organisationen bag hans hold, Cloud9, fredag valgte at trække stikket på projektet.

Her forklarer organisationen, at pausen fra CS:GO kommer på grund af coronapandemien, der har været en kæp i hjulet på planerne om at samle hele holdet i Los Angeles. De slår desuden fast, at de vender tilbage til CS:GO-scenen, når forholdene igen tillader det.

Mere præcist bliver det den nordamerikanske CS:GO-scene, holdet agter at vende tilbage til. Det bekræfter holdets direktør Jack Etienne til blandt andre Rush B Media.

Dyreste nogensinde

I oktober hentede de blandt andre ‘es3tag’ fra Astralis i en handel, der blev betegnet som en af de største nogensinde i CS:GO-historien. Holdets CS:GO-ansvarlige Henry Greer offentliggjorde senere, at aftalen med danskeren var til en samlet værdi af 13,3 millioner kroner.

Det beløb dækker både over købsprisen og lønnen over de tre år, som kontrakten løber.

Ambitionen var at spille med i verdenstoppen af CS:GO, men det har længe knebet med resultaterne for holdet, der befinder sig som nummer 25 på verdensranglisten og højst nåede en 19. plads tilbage i januar. Det bedste resultat til en turnering var en semifinaleplads til BLAST Premier Showdown i november.

Holdets seneste resultat var en delt 17.-20. plads til ESL Pro League i marts, hvor både Heroic og Astralis er videre fra deres respektive grupper.

Udover ‘es3tag’ bestod holdet til sidst af de to amerikanere Erick ‘Xeppaa’ Bach og Ricky ‘floppy’ Kemery og de to briter Alex ‘ALEX’ McMeekin og William ‘mezii’ Merriman.