Counter-Strike ændrer sig markant

Flere våben i Counter-Strike har fået en stor opdatering

Organisationen bag Counter-Strike Global Offensive har rullet flere ændringer ud. Foto: Jakob Ehrbahn
Organisationen bag Counter-Strike Global Offensive har rullet flere ændringer ud. Foto: Jakob Ehrbahn

Counter-Strike-fans og -spillere har været på knæ og tigget om det i månedsvis, og endelig har spilproducenten Valve lyttet.

Riflen SG553, også kendt under navnet ’Krieg’, har fået justeret sine egenskaber i sådan en grad, at det ikke længere vil være det, til prisen, suverænt stærkeste våben i spillet.

Således er ’Kriegens’ præcision og fire rate blevet sat ned, så den minder mere om spillets andre rifler i samme prisklasse.

Tilbage i november var Astralis’ Peter ’dupreeh’ Rasmussen ude med stor kritik af netop ’Kriegen’,

- Jeg synes, at det er den mest ’overpowered’ riffel i Counter-Strikes historie, og det er en skam for spillet. Kriegen er alt for kraftig, især når det kommer til præcision, hvor mange mener, at den er for nem at lære at kontrollere.

- Der er to ting i det. Når en Counter-Terrorist får en Krieg i hånden, så vil han nu være i stand til at tage dueller, som han ikke kunne før med en AK-47 eller M4. Derfor kan man bare sidde og holde en vinkel, mens man kan duellere mod AWP-spillere, sagde ’Dupreeh’ til hltv.org.

Den del behøver den danske Astralis-profil så snart ikke koncentrere sig om mere. Til gengæld kan han se frem til, at spillets kraftige pistol, en deagle, har fået sig en opgradering.

Nu er det nemlig blevet muligt at hoppe og skyde med deaglen, uden at det ser ud til at gå voldsomt ud over præcisionen.

Et lille irritationsmoment for ’dupreehs’ holdkammerat, Emil ’Magisk’ Reif.

- Det ligner ikke den tilpasning, som deaglen havde brug for. Jeg er ikke fan.

- Med andre ord, så havde deaglen slet ikke brug for at blive tilpasset. Det her er ikke Call of Duty, Fortnite eller Overwatch, skriver ’Magisk’ på Twitter.

Om hoppende deagles er det nye hit, må tiden vise. Men med ’Kriegens’ reducerede evner er der åbnet op for, at den gode gamle AK-47 igen bliver det foretrukne våben for spillets terroristside.

Se også: Astralis glipper stor finale

Se også: Heroic henter stortalent

Se også: Astralis prygler tidligere kaptajn

0 kommentarer
Vis kommentarer