CS-stjerner går ned i løn

Astralis-spillerne er blevet bedt om at gå op til 30% ned i løn

Astralis-spillerne må ned i løn. Foto: BLAST/Rasmus Flindt Pedersen
Astralis-spillerne må ned i løn. Foto: BLAST/Rasmus Flindt Pedersen

Det er trange tider for alle, og det gælder også i esport.

Coronakrisen har sendt virksomheder verden over i knæ, og selv om flere er godt polstret til krisetider, så kan det være nødvendigt med tiltag, der kan tage lidt af stormvejret.

Sådan er det også i Astralis Group, der ejer Counter-Strike-holdet Astralis.

Her har ledelsen, administrationen og de fleste spillere på tværs i organisationen indgået en frivillig aftale om en lønnedgang på op til 30%. En aftale, der strækker sig året ud, selv om Astralis Group ikke håber eller tror, at det bliver nødvendigt at lade den løbe så længe.

Det fremgår ikke, hvem der har takket nej til at være en del af aftalen.

Om lønnedgangen udtaler Astralis Groups CEO, Anders Hørsholt, at det er de højest lønnede i organisationen, som kommer til at mærke det mest. 

- Som alle andre er vi afhængige af en sund og levende økonomi i vores omkringliggende samfund og blandt vores interessenter. 

- Lønnen reduceres mest markant hos de højest lønnede, heriblandt alle i ledelsen, som bliver reduceret med 30%, hvorimod de lavest lønnede kun vil mærke en marginal lønnedgang eller slet ikke blive reduceret. Jeg er ekstremt stolt og fuld af anerkendelse over, at vi som gruppe kan vise denne form for solidaritet, og dermed holde et sikkerhedsnet under alle medarbejdere i en ellers svær tid for mange.

Astralis, der ligger nummer to på verdensranglisten efter Na’Vi, har med de mange aflyste turneringer ikke kampe i kalenderen foreløbig. Holdet har dog vundet sine seneste fire kampe i ESL Pro League, hvilket betyder, at danskerne er videre til næste runde.

Astralis Group består foruden Astralis også af Future FC (FIFA) samt Origen (League of Legends).

Se også: CS-hold lukker og slukker

Se også: Turnering trækker stikket: Vi er ramte

Se også: Corona udsætter årets største CS-event

7 kommentarer
Vis kommentarer