Dansk CS-sensation ikke tilfreds

Benjamin 'blameF' Bremer og Complexity har imponeret ved BLAST Premier Spring Series

Benjamin 'blameF' Bremer og Complexity slog fredag Astralis med 2-0. Foto: Jak Howard/BLAST
Benjamin 'blameF' Bremer og Complexity slog fredag Astralis med 2-0. Foto: Jak Howard/BLAST

Der har været dansk succes fra en uventet kant under BLAST Premier Spring Series både fredag og lørdag.

For mens Astralis allerede er færdige i London efter to nederlag, så har Complexity med Benjamin 'blameF' Bremer og Kristian 'k0nfig' Wienecke skudt sig til tops i gruppespillet med to sejre.

Complexity, der ligger nummer 44 på verdensranglisten, var på forhånd vurderet til at blive gruppens piñata med modstandere som Astralis, NaVi og Vitality.

Alle tre hold i top ti på verdensranglisten.

Se også: Ny fiasko for Astralis

Men danskerne har altså trodset de dystre forudsigelser, spillet friskt til og imponeret på serveren, og det overrasker egentlig ikke holdets danske kaptajn, Benjamin 'blameF' Bremer.

- Overrasket er nok ikke det rigtige ord. Jeg ved, at vi har talentmassen til at udrette store ting - jeg var bare ikke overbevist om, at vi ville blive klar til at levere store resultater så hurtigt, siger 'blameF', der skiftede til Complexity fra Heroic tilbage i oktober.

Ros til holdkammerat

I januar fik Benjamin 'blameF' Bremer så dansk selskab på holdet, da Kristian 'k0nfig' Wienecke sluttede sig til Complexity fra Optic Gaming.

Den tilføjelse har været vigtig for Complexity, lyder det fra 'blameF'.

- Det er super behageligt at spille med en fyr som Kristian - han lytter til hvad man siger, indser sine svagheder og arbejder hver dag på at forbedre sig selv. Og så hjælper det selvfølgelig også, at han er pisse dygtig individuelt, siger 'blameF'.

Med de foreløbige gode resultater i London er det oplagt at drømme stort, men et par enkelte, gode resultater, er ikke nok til at gøre den danske kaptajn tilfreds.

- Vores mål er langsigtede, og vi vil ikke lade en enkelt weekends resultater blinde os. Vi har masser af ting at arbejde på, men det er selvfølgelig lækkert med nogle gode resultater.

- Vi vil gerne ende på en stabil plads i top ti inden året er omme, og det langsigtede mål er selvfølgelig at blive de bedste i verden.

Complexity møder lørdag aften vinderen af NaVi og Vitality.

Se også: Astralis flopper i premiere

Se også: Dødelig virus splitter hold

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste CS:GO
Seneste CS:GO
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere