Dansk stjerne forlader Lyngby

Den danske stjernespiller Niels Christian 'NaToSaphiX' Mohr Sillassen har besluttet at forlade CS:GO-holdet Lyngby Vikings, som han har hjulpet i turneringer siden januar - dog uden at være på kontrakt.

Niels Christian 'NaToSaphiX' Mohr Sillassen har tidligere spillet for det danske stjernehold Heroic (Foto: HLTV.org)
Niels Christian 'NaToSaphiX' Mohr Sillassen har tidligere spillet for det danske stjernehold Heroic (Foto: HLTV.org)

Det bliver ikke til en permanent aftale mellem CS:GO-holdet Lyngby Vikings og den danske spiller Niels Christian 'NaToSaphiX' Mohr Sillassen.

Det står klart, efter den 24-årige dansker lørdag annoncerede på Twitter, at han stopper hos Lyngby Vikings, hvor han har hjulpet til siden januar.

I stedet vil ‘NaToSaphiX’ fokusere på at streame på Twitch og se på sine muligheder, som han skriver i sit opslag.

I en kommentar på det sociale medie Reddit har han ligeledes sat ord på sin beslutning. Her peger han også på den senere tids dårlige resultater som en af årsagerne til, at han nu forlader holdet.

- Desværre har vi, efter min mening, leveret resultater, der var under middel i over en måned. På grund af denne mangel på forbedring, kan jeg ikke se en fremtid for mig på holdet. På grund af det, kan jeg ikke skrive under på en kontrakt med en frikøbsklausul, da dette ville være uoprigtigt mod de andre spillere i Lyngby. Og fordi dette, fra begyndelsen, var en midlertidig ting, så har jeg besluttet, at det er tid til, at jeg smutter.

Sikret slutspil

Danskeren har tidligere i karrieren tørnet ud for Heroic samt det tyske tophold Sprout. Senest var han på kontrakt hos det internationale mandskab Nordavind, hvor han var indtil august 2020.

I januar tilsluttede han sig så Lyngby Vikings, dog uden at være på fast kontrakt. Sammen med resten af holdet spillede han Lyngby Vikings til en 33. plads på verdensranglisten i februar.

Desuden sikrede de sig en plads i slutspillet i Elgiganten Ligaen, da de tidligere i denne måned vandt grundspillet.

Det er endnu usikkert, om ‘NaToSaphiX’ skal være med i slutspillet, eller om Lyngby Vikings når at finde en erstatning for den 24-årige dansker.

Tilbage på Lyngbys holdkort er de to danskere Thomas ‘birdfromsky’ Due-Frederiksen og Rasmus ‘raalz’ Steensborg og de to hollændere Dion ‘FASHR’ Derksen og Thijs ‘rilax’ Izaks.