Danske kvinder vil knuse herrerne

Copenhagen Flames kvindehold jagter en position som det bedste Counter-Strike-hold i verden

Copenhagen Flames' kvindehold.
Copenhagen Flames' kvindehold.

Der er godt med ambitioner på Kongens Nytorv i København, hvor Copenhagen Flames holder til.

Udover at have et Counter-Strike-hold, der nærmer sig top 30 i verden, så konkurrerer organisationen også i Fortnite, Rocket League og Super Smash Bros.

I slutningen af juni valgte organisationen dog at give ambitionerne et ekstra vrid, da det blev besluttet at skabe et af verdens bedste Counter-Strike-hold for kvinder.

For at komme det mål nærmere har Copenhagen Flames skrevet kontrakt med fem spillere, og det hårde arbejde har allerede båret frugt.

Allerede nu, få måneder senere, bliver holdet betegnet som det bedste, europæiske hold, og der er masser af perspektiver for fremtiden, lyder det fra Steffen Thomsen, CEO i Copenhagen Flames.

- Vi stiler efter at blive verdens ubestridt bedste hold i Counter-Strike blandt kvinderne. Derudover sigter vi også efter, at vi i fremtiden skal kunne konkurrere mod - og vinde over - herreholdene, siger Steffen Thomsen.

Mens ambitionen om at blive det bedste kvindehold i verden ser ud til at være inden for rækkevidde, så er det en anden snak, når det kommer til at slå herrespillerne.

Steffen Thomsen har dog fået samlet en gruppe af unge kvinder, der udmærket ved, at tingene ikke kommer af sig selv.

- Det kommer til at kræve tid og ikke mindst masser af hårdt arbejde, før vi kan få opfyldt vores ambition om at blive verdens bedste kvindehold. Vi har særligt fokus på at forbedre pigernes træninger samt den overordnede struktur på holdet.

- Vi mangler stadigvæk at få løftet pigernes taktiske niveau og deres generelle spilforståelse, hvis vi skal konkurrere mod herresholdene, siger Steffen Thomsen.

I det første halvår af 2020 skal Copenhagen Flames deltage i World Cyber Games, Intel Extreme Masters (IEM) og Copenhagen Games, hvor planen er at bevise over for omverdenen, at der er bund i ambitionerne om at blive verdens bedste kvindehold.

Copenhagen Flames består af følgende spillere:

Michaela 'Mimi' Lintrup, Danmark: En af Danmarks mest populære Counter-Strike-spillere.

Vicky 'Vic' Dose, Danmark: Erfaren supportspiller, der binder det hele sammen både på- og uden for serveren.

Ksenia 'Vilga' Klyuenkova, Rusland: En af verdens mest vindende, kvindelige spillere - samtidig holdets kaptajn.

Alena 'Candy' Kuvaeva, Rusland: Holdets AWP-spiller.

Kelly 'Kllyve' Verhaegen, Belgien: Masser af firepower og primært rifler.

Se også: Kvindehold tog kontroversiel beslutning - sådan gik det

Se også: Clutchministeren er den bedste nogensinde

Se også: Dansk tophold politianmeldt

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste CS:GO
Seneste CS:GO
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere