Danske stjerner skaber nyt hold

Nogle af Danmarks mest prominente Counter-Strike-spillere er gået sammen og har skabt et nyt hold.

Markus ‘Kjaerbye’ Kjærbye er tilbage på et nyt hold efter en periode på bænken i FaZe (Foto: HLTV.org)
Markus ‘Kjaerbye’ Kjærbye er tilbage på et nyt hold efter en periode på bænken i FaZe (Foto: HLTV.org)

Et hold bestående af tre tidligere North-stjerner, én bænket Heroic-spiller og et uprøvet talent ser dagens lys.

Holdets mest prominente spiller er Markus ‘Kjaerbye’ Kjærbye, der i 2017 blev kåret som turneringens bedste spiller, da han sammen med Astralis vandt holdet første major - CS:GO’s svar på VM.

Han skiftede senere til North, hvorefter turen gik til FaZe. Det ophold sluttede hurtigt og brat, da han blev fjernet fra holdkortet efter blot tre måneder.

Med sig tager ‘Kjaerbye’ flere gamle holdkammerater, da også Nicklas ‘gade’ Gade og Philip ‘aizy’ Aistrup tilslutter sig det nye projekt.

De tre spillere er tidligere holdkammerater fra tiden i North.

De sidste to spillere på holdet er den tidligere Heroic-spiller Johannes ‘b0RUP’ Borup, som blev bænket i sidste uge, såvel som den blot 20-årige Frederik ‘Fessor’ Sørensen, som er et forholdsvis uprøvet talent.

- ‘b0RUP’ og jeg går langt tilbage, og vi har altid joket om at spille på hold sammen igen. Jeg er super glad for, at det endelig er blevet en realitet. ‘Fessor’ er en kommende stjerne, og beslutningen om at samle ham op var en no-brainer, fortæller ‘gade’ til mediet HLTV.org.

Selvom spillerne har lavet holdet og allerede er i gang med at træne sammen, spiller de ikke for en klub. De er på jagt efter en, men de fleste af spillerne er på kontrakter andetsteds, og derfor kræver det en køber, der er villig til at købe spillerne fri.