Der er stor sandsynlighed for danskerbrag, når der til april skal fordeles pladser til årets største CS:GO-turnering, Majoren.
Det står klart, efter arrangøren af majoren onsdag har løftet sløret for de såkaldte RMR-turneringer, som er de kvalifikationsturneringer, hvor hold fra hele verden skal dyste om de 24 pladser til majoren.
Som noget nyt skal holdene fra Europa dyste med holdene fra CIS-regionen i samme kvalifikationsturnering, og her er der to RMR-turneringer.
I alle turneringer er der en række inviterede hold, mens resten af deltagerne findes via åbne kvalifikationer.
Men kigger vi nærmere på den ene af de to europæiske RMR-turneringer, finder vi alle tre danske hold i samme turnering.
De inviterede hold er nemlig:
NaVi
Heroic
Virtus.pro
Vitality
Copenhagen Flames
Astralis
ENCE
Resten af de 16 pladser til RMR-turneringen findes via åbne kvalifikationer, hvor alle kan deltage. Disse kvalifikationer afholdes frem mod april, hvor selve RMR-turneringen løber af stablen.
I danskernes RMR-turnering er der otte pladser til majoren på højkant, og der er således pæne chancer for i hvert fald ét dansk hold til årets største CS:GO-turnering, der spilles mellem 9. og 22. maj i Antwerpen.
Til majoren er der en præmiepulje på over 6,5 millioner kroner.