Onsdag bød på triumf til den danske CS:GO-spiller Frederik ‘acoR’ Gyldstrand, der sammen med sit hold, mousesports, gik hele vejen i Snow Sweet Snow-turneringen og foruden æren kan glæde sig over 250.000 kroner i præmie.
Finalepladsen havde mousesports booket efter en sejr over først det bulgarske hold SKADE i kvartfinalen og derefter det svenske storhold fnatic. Overfor ‘acoR’ og mousesports stod det russiske ex-Winstrike, der i semifinalen havde besejret det amerikanske hold Evil Geniuses, der for nylig slog Astralis.
Onsdagens finale startede som en tæt affære. De to hold måtte ud i tre gange overtid, før mousesports kunne tage første bane-sejr med cifrene 25-22.
Herefter ventede endnu en tæt bane, der ligeledes endte i overtid. Denne gang var en gang overtid dog nok, før mousesports vandt banen 19-17 og dermed samlet 2-0 i kampen, der spilles bedst af tre.
Udover æren kan mousesports glæde sig over 250.000 kroner.
Første turneringssejr siden holdskifte
Sejren i Snow Sweet Snow var samtidig danskerens første triumf med mousesports, som han skiftede til i januar i år. Her kom han til fra MAD Lions. Tidligere i karrieren har han også tørnet ud for Norths akademihold og Tricked.
Netop Tricked var også med til Snow Sweet Snow-turneringen, men trods et vellykket gruppespil blev Tricked slået ud i første slutspilsrunde.
Vejen til sejr var en smule kortere for ‘acoR’ og mousesports, der qua deres plads som nummer 18 i verden var blandt de fire inviterede hold, der kom ind i turneringen i kvartfinalerne.