Det slutter ikke med Tivoli: Astralis overvejer flere lokationer

Astralis går med tanker om flere lokationer som den kommende Flagship Store i Tivoli, afslører en af stifterne.

I den kommende Astralis Flagship Store i Tivoli vil der blandt andet være mulighed for at samles, når førsteholdet spiller. Tekst: (Foto: HLTV)
I den kommende Astralis Flagship Store i Tivoli vil der blandt andet være mulighed for at samles, når førsteholdet spiller. Tekst: (Foto: HLTV)

Det nye to-etagers gamingcenter, som Astralis til sommer åbner i Tivoli er bare toppen af isbjerget.

Det erfarer Ekstra Bladet fra kilder tæt på Astralis.

Selv om der stadig er en rum tid til 1. juni, hvor Astralis’ første Flagship Store åbner i Tivoli, barsler den danske esportsorganisation allerede med tanker om endnu flere. Det bekræfter Jakob Lund Kristensen, der er medstifter af Astralis og Astralis Group. Han påpeger dog, at de ikke nødvendigvis er i samme størrelse som den i Tivoli.

- Det er rigtigt, vi overvejer flere lokationer ala den, vi åbner med Tivoli. Den er jo med sine to etager, 130 gamingstationer, VIP lokaler, en scene, merchandisebutik, streamingstudier, undervisnings og udstillingsområde helt unik, og det er ikke nødvendigvis den størrelse evt kommende faciliteter vil have, siger Jakob Lund Kristensen.

Forlænger og udvider samarbejde

Torsdag annoncerede Astralis, at de forlænger og udvider samarbejdet med HP, der skal stå for at fylde den kommende Flagship Store i Tivoli op med de 130 gamingstationer, der efter planen skal tændes den 1. juni, når butikken åbner.

Jakob Lund Kristensen fortæller i den forbindelse, at blikket ikke kun er rettet mod steder indenfor Danmarks grænser.

- Jeg kan ikke afsløre så meget konkret, andet end at vi tænker selvfølgelig både på det danske marked og internationalt. Derfor er det heller ikke kun HP, vi har en aftale med i forhold til leverancer til Tivoli og andre lokationer, det er også en del af aftalen med fx Logitech, så vi kan sikre de bedst mulige gaming-oplevelser de steder, vi beslutter at åbne.

Den kommende Flagship Store i Tivoli vil blive placeret i hjørnet ud mod Vesterbrogade, og her vil der blandt andet være mulighed for både at købe merchandise, se talentholdet træne og samles, når førsteholdet spiller kampe. Astralis-stifteren er overbevist om, det især kommer fansene til gavn.

- Ambitionen er i første omgang at være samlingspunkt for gaming i Danmark og inddrage flere end bare os selv i selve aktiveringen og udnyttelsen af faciliteterne. Lige nu har vi dog rigeligt at se til med udvikling og indretning af faciliteterne ved Tivoli. Det bliver et rent Mekka for fans og gamere, slutter Jakob Lund Kristensen