Finaledrømmen lever for Astralis

Astralis åbnede BLAST Pro Series med en sejr på 16-10 over Team Liquid.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis fik lørdag eftermiddag lidt eftertragtet vind i sejlene, da Royal Arena slog dørene op for BLAST Pro Series.

Astralis, der fredag aften blev skudt fuldstændig i sænk af både FaZe Clan og Ninjas In Pyjamas, havde brug for en sejr i første opgør på scenen, hvis drømmen om at nå finalen skulle holdes i live.

Modstanderen, amerikanske Team Liquid, så da heller ikke ud til at stille sig i vejen for folkekravet om Astralis-sejr fra publikum i Royal Arena.

Danskerne var mødt op i langt bedre form end fredag aften, og det kunne ses på serveren, hvor Astralis fuldstændig dominerede første halvleg.

Astralis vandt således første halvleg med 12-3, og selv om Team Liquid bed fra sig i anden halvleg, så kunne danskerne lade sig hylde af hjemmepublikummet med en sejr på 16-10.

Især Peter 'Dupreeh' Rasmussen havde fået justeret på sigtekornet til kampen, og med flere store spil var han en stor del af forklaringen på Astralis' stærke åbningskamp.

Astralis skal dog stadig vinde de to resterende kampe i gruppespillet mod henholdsvis Cloud9 og Na'VI, hvis drømmen om en finaleplads skal holdes i live. Derudover skal Ninjas In Pyjamas tabe deres resterende kampe.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste CS:GO
Seneste CS:GO
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere