Flyvende start for AGF

Oprykkerne var lige ved at tage fusen på AGF, men i sidste ende var østjyderne for stærke i mandagens kamp i POWER Ligaen.

Magnus ‘Nodios’ Olsen og AGF-mandskabet tog to sikre sejre i mandagens POWER Ligaen-kampe. (Foto: HLTV.org)
Magnus ‘Nodios’ Olsen og AGF-mandskabet tog to sikre sejre i mandagens POWER Ligaen-kampe. (Foto: HLTV.org)

Det blev en godkendt start på sæsonen, da AGF’s førstehold mandag aften tog hul på deres færd i POWER Ligaen sæson 18.

De var ellers indtil mandag det eneste hold, der endnu ikke havde været i aktion, og med en tidligere North-duo på holdet var forventningerne høje.

De blev indfriet i mandagens to kampe, hvor DREAM.gg først blev udraderet med hele 16-2, inden oprykkerne fra Esport Harte Martinsen ventede.

Her blev det en mere tæt affære, hvor Esport Harte Martinsen faktisk var foran med hele 9-1, men så trådte AGF-spillerne i karakter, og særligt holdets riffelspiller Magnus ‘Nodios’ Olsen viste flot spil. For i de efterfølgende 17 runder tog AGF 15 af dem og kunne dermed tage sejren 16-11.

Med sejrene rykker AGF op på en foreløbig tredjeplads i POWER Ligaen.

Tophold buldrer videre

POWER Ligaens førerhold OPAA var også i aktion mandag aften, og her var især første kamp mod CEPTER BITSKINS en tæt affære. I sidste ende tog OPAA dog de tre point og holdt momentum i den efterfølgende kamp mod Spirit of Amiga, der ligeledes blev besejret.

Med sejren er OPAA fortsat ubesejret i denne sæson af POWER Ligaen, hvor de topper rækken med 21 point. De har dog også spillet over dobbelt så mange kampe som de tætteste forfølgere.

Sådan endte mandagens kampe i POWER Ligaen:

  • 18:00 - OPAA vs. CEPTER BITSKINS - 16-14
  • 19:00 - AGF vs. DREAM.gg - 16-2
  • 19:00 - OPAA vs. Spirit of Amiga - 16-9
  • 19:00 - CEPTER BITSKINS vs. AaB - 5-16
  • 20:00 - Spirit of Amiga vs. Esport Harte Martinsen - 16-13
  • 21:00 - Esport Harte Martinsen vs. AGF - 11-16
  • 21:00 - Spirit of Amiga vs. DREAM.gg - 11-16

Stillingen i POWER Ligaen efter mandagens kampe er:

  1. OPAA - 21 point
  2. AaB - 9 point
  3. AGF - 6 point
  4. MASONIC - 6 point
  5. Astralis Talent - 6 point
  6. DREAM.gg - 6 point
  7. Esport Harte Martinsen - 6 point
  8. AGF Academy - 3 point
  9. Madsport Esports - 3 point
  10. Spirit of Amiga - 3 point
  11. Tricked - 0 point
  12. CEPTER BITSKINS - 0 point