Formsvage Astralis henter nyt blod

Astralis henter Patrick "es3tag" Hansen fra FunPlus Phoenix

Astralis henter en ny spiller ind i folden. Foto: Jonas Olufson
Astralis henter en ny spiller ind i folden. Foto: Jonas Olufson

Det danske Counter-Strike-flagskib Astralis har indtil videre ikke haft vind i sejlene i 2020, men det bliver der måske lavet om på inden længe.

Holdet har søndag offentliggjort, at en sjette mand bliver skrevet på holdkortet fremover, og det bliver ingen andre end FunPlus Phoenix' Patrick 'es3tag' Hansen, der fra juli er en del af Astralis.

'es3tag' får altså rollen som sjettemand, hvilket er noget, man sjældent ser i Counter-Strike på absolut topplan.

For sportsdirektør i Astralis, Kasper Hvidt, så handler det dog om at kunne aflaste spillere, som naturligt bliver presset af et hårdt program med rejser frem og tilbage over kloden.

- Vi har længe arbejdet med relevante folk og interessenter i Counter-Strike omkring muligheden for at øge truppen til seks mand. Vi har oplevet, at måtte give en spiller en lang pause af helbredsmæssige årsager, og selv i dag har vi spillere, der ikke føler sig optimalt tilpas. Med denne beslutning kommer vi til at kunn arbejde med truppen og de enkelte spillere på en helt anden måde, siger Kasper Hvidt.

Etableringen af en sjette mand giver naturligt udfordringer i træningen og i forhold til roller på holdet, men det er en enig organisation, der står bag beslutningen om at forsøge sig med en ekstra spiller i folden, siger Kasper Hvidt.

- Det er principielt ikke anderledes end i traditionel sport, men det er nyt i Counter-Strike og det kan selvfølgelig kræve lidt tid og ressourcer at få fuld udnytte af de nye forhold. Både spillere, træner og hele performance-holdet har været involveret i beslutningen, og vi er ikke i tvivl om, at det er den rette vej at gå.

Måske ballade på vej

Patrick 'es3tag's skifte til Astralis kommer dog ikke uden problemer. Så sent som lørdag aften udtalte Heroics CEO, Erik Askered, til hltv.org, at de vil taget juridiske skridt mod Astralis, som angiveligt har handlet i ond tro.

Aftalen om salget mellem Heroic og FunPlus Phoenix risikerer nemlig at ryge i vasken på grund af skiftet, lyder det fra Erik Askered.

- Vi er i gang med juridiske forberedelser. Det skyldes, at vi ved og kan bevise, at Astralis har handlet i ond tro, og dermed påvirket vores salg af spillerne til FunPlus Phoenix, siger Erik Askered til hltv.org.

Patrick 'es3tag' Hansen tiltræder officielt Astralis 1. juli 2020.

Se også: Folkekær svensker jager nyt hold

Se også: CS-stjerne i vildt selskab

Se også: Finsk forskrækkelse til Astralis

7 kommentarer
Vis kommentarer