Så er det officielt.
Den tidligere Astralis-trio med Peter ‘dupreeh’ Rasmussen, Emil ‘Magisk’ Reif og Danny ‘zonic’ Sørensen skifter til det franske storhold Vitality.
Det oplyser den franske organisation onsdag aften på Twitter.
Skiftet kommer efter flere måneders intense rygter, der første gang så dagens lys under CS:GO-scenens svar på VM, PGL Majoren i Stockholm, i begyndelsen af november.
Her var der netop præsenteret udskiftninger i Astralis-lejren, hvor Benjamin ‘blameF’ Bremer og Kristian ‘k0nfig’ Wienecke samt træneren Alexander ‘ave’ Holdt blev hentet til holdet til fordel for netop ‘dupreeh’, ‘Magisk’ og ‘zonic’.
Siden begyndelsen af november er rygterne taget til i styrke, og de fik således yderligere næring kort før jul, da først franskmændenes træner Rémy ‘XTQZZZ’ Quoniam og senere Richard ‘shox’ Papillon meldte deres afgang.
I Vitality kommer den danske trio blandet andet til at arbejde sammen med den franske superstjerne Mathieu ‘ZywOo’ Herbaut, der i 2020 og 2019 blev kåret til verdens bedste spiller.
Mestertrio
Den danske trio, der nu kommer til Vitality, var alle en del af det Astralis-hold, der af flere betegnes som et af de bedste CS:GO-hold nogensinde. Således har de vundet tre ‘Majors’ i Astralis’ storhedstid i 2018 og 2019.
‘dupreeh’ og ‘zonic’ var også med til at vinde Astralis’ første major i begyndelsen af 2017.
Foruden de mange majors satte netop dét Astralis-mandskab også rekord på verdensranglisten. Således sad de solidt på førstepladsen i hele 58 uger i træk mellem 23. april 2018 og 3. juni 2019.
Udskiftningen i Astralis kommer dog også efter et turbulent 2021, hvor det danske hold ikke ramte det vanligt høje niveau og således satte en kedelig og noget uvant rekord. For første gang nogensinde gik de nemlig gennem et kalenderår uden at vinde én eneste turnering.
Desuden var det også et 2021, hvor holdets helt store stjerne Nicolai ‘device’ Reedtz skiftede til svenske NIP for en rekordsum tilbage i april.
Nu er således kun Lukas ‘gla1ve’ Rossander og Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth de eneste tilbage fra det Astralis-hold, der for et par år siden var den dominerende faktor i CS:GO.
Med dagens skifte ser Vitalitys holdkort nu ud som følger:
Dan 'apEX' Madesclaire
Mathieu 'ZywOo' Herbaut
Kévin 'misutaaa' Rabier
Peter ‘dupreeh’ Rasmussen
Emil ‘Magisk’ Reif
Danny ‘zonic’ Sørensen (træner)