Mange danskere klar til slutspillet

Alle tre hold, der går videre fra gruppen, har dansk islæt.

25-årige Valdemar ‘valde’ Vangså kan sammen med OG spille sig videre til slutspillet med en sejr over FunPlus Phoenix i dag (Foto: HLTV.org)
25-årige Valdemar ‘valde’ Vangså kan sammen med OG spille sig videre til slutspillet med en sejr over FunPlus Phoenix i dag (Foto: HLTV.org)

Gruppe A i ESL Pro League nærmer sig enden, men selvom gruppens seks hold fortsat mangler en kamp hver, står det allerede nu klart, at mange danskere går videre.

Det danske hold Heroic, der er anført af Casper ‘cadiaN’ Møller, indtager inden sidste runde førstepladsen i gruppen. Lige efter følger Complexity, der har danskerne Benjamin ‘blameF’ Bremer og Kristian ‘k0nfig’ Wienecke på holdkortet.

Både Heroic og Complexity er sikre på en plads i slutspillet. Gruppens tre bedste hold går videre, og de to mandskaber kan ikke nå at blive hentet af forfølgerne.

Samtidig er også australske Renegades og tyske BIG ude af kapløbet, da de har henholdsvis nul og tre point i gruppen.

Det er derfor OG, der stiller op med to danskere, og FunPlus Phoenix, der har en dansker på holdkortet, som kæmper om den sidste slutspilsplads. De to hold møder hinanden fredag klokken 19.

Valdemar ‘valde’ Vangså og Nikolaj ‘niko’ Kristensens OG-mandskab er favorit til at snuppe sejren og dermed pladsen i slutspillet, men FunPlus Phoenix har tidligere overrasket, så OG skal ikke vide sig for sikre.

Sådan er gruppens stilling inden sidste runde:

  1. Heroic - 12 point
  2. Complexity - 9 point
  3. OG - 6 point
  4. FunPlus Phoenix - 6 point
  5. BIG - 3 point
  6. Renegades - 0 point

ESL Pro League tæller i alt 24 hold, som er delt ind i fire grupper. Præmiepuljen lyder på svimlende 4,7 millioner kroner.