Dagen er kommet.
Det er blevet tid til en ny sæson af POWER Ligaen, og mandag aften skydes den 19. af slagsen i gang.
Her skal 12 hold endnu engang kæmpe om hæder og triumf, og denne sæson er der flere nye hold på deltagerlisten.
Foruden dette går POWER Ligaen også i luften med en helt ny og toptunet produktion, der blandt andet omfatter:
Webcam på spillerne
Replays
Live-interviews med spillerne før og efter kampene
Vi skyder sæsonen i gang med braget mellem Astralis Talent og sidste sæsons semifinalister fra Tricked.
Astralis Talent har gennemgået flere ændringer siden sidste sæson.
Blandt andet er holdet gået fuldtid, Martin 'trace' Heldt er hentet ind som træner, og så har holdet hentet stjernespilleren Benjamin 'brzer' Jensen ind fra ligakonkurrenterne MASONIC.
På Tricked er der ligeledes sket ændringer. Hele holdet har fået nye kontrakter, og så er de ligesom Astralis Talent gået fuldtid.
Debutbrag
Senere på aftenen skal vi have to af POWER Ligaens nye mandskaber i ilden, når Atlantic og HeroC1ty krydser klinger.
Her er der debutanter på begge hold, da blandt andre Rasmus 'Equip' Christensen fra Atlantic og Richart 'ANSG1' Nielsen fra HeroC1ty endnu har kampe i POWER Ligaen til gode.
Vi runder aftenen af med braget mellem CEPTER BITSKINS og AGF.
CEPTER BITSKINS stiller denne sæson med et helt nyt holdkort, blandt andet med 16-årige Sebastian 'Tauson' Tauson, der i seneste sæson vandt POWER Ligaen med OPAA.
Overfor dem står det nye AGF, der i sidste sæson var akademihold for østjyderne. AGF har dog valgt at skrue ned for involveringen i CS:GO ved at droppe eliteprojektet. I stedet har de valgt at fokusere på talentudvikling, og derfor er talentholdet forfremmet til førstehold.
Alle dagens kampe er som følger:
19:00 - AGF Esport vs. Brøndby eSport
19:00 - Linx Legacy vs. Sera Esport
-
Annonce:
19:00 - Tricked vs. Astralis Talent (TV)
20:00 - Atlantic vs. HeroC1ty (TV)
21:00 - Atlantic vs. Astralis Talent
21:00 - Linx Legacy vs. Tricked
21:00 - CEPTER BITSKINS vs. AGF Esport (TV)
Kampene med (TV) kan følges gratis på Dust2's Twitch-kanal.