Nu tager danske stjerner hul på stor CS:GO-turnering

Både Heroic og Astralis skal i aktion i dag, når IEM Summer skydes i gang.

Astralis’ holdkaptajn Lukas ‘gla1ve’ Rossander har ledt holdet til et hav i triumfer. Torsdag indleder de jagten på endnu en. (Foto: HLTV.org)
Astralis’ holdkaptajn Lukas ‘gla1ve’ Rossander har ledt holdet til et hav i triumfer. Torsdag indleder de jagten på endnu en. (Foto: HLTV.org)

Der er rigeligt dansk islæt på serveren torsdag, når den store IEM Summer-turnering i gang.

Her dyster 16 hold om både triumfen og en præmiepulje på mere end 1,5 millioner kroner.

Allerede fra klokken 12:00 skal det franske stjernehold i duel med Complexity, der har de to danskere Benjamin ‘blameF’ Bremer og Kristian ‘k0nfig’ Wienecke på holdet.

Blot en time efter skal Astralis i ilden, når de krydser klinger med det europæiske mandskab FunPlus Phoenix, der har danske Asger ‘Farlig’ Jensen på holdkortet. Vinderen af Astralis’ kamp møder senere på dagen vinderen af kampen mellem Extra Salt og G2.

Danmarks bedste i kamp

Lidt senere på eftermiddagen skal vi også have Danmarks bedste hold i kamp. Her tager Heroic mod det brasilianske mandskab Imperial. Her er Heroic storfavoritter, da de ligger nummer to på verdensranglisten. Modstanderholdet ligger nummer 109 på samme liste.

Der er kampe hele dagen, hvor vinderne og taberne af de forskellige opgør i grupperne møder hinanden. De første kampe spilles som bedst af en bane, mens de efterfølgende opgør spilles bedst af tre.

Finalen i turneringen spilles den 13. juni, hvor vinderen kan stikke over 600.000 kroner i lommen.

Dagens indledende kampe er som følger:

  • Gruppe A:
    • 12:00 - Gambit vs. Sprout
    • 12:00 - Vitality vs. Complexity
    • 13:10 - Astralis vs. FunPlus Phoenix
    • 13:10 - Extra Salt vs. G2
  • Gruppe B:
    • 14:20 - Heroic vs. Imperial
    • 14:20 - Evil Geniuses vs. Spirit
    • 15:30 - NIP vs. OG
    • 15:30 - fnatic vs. Virtus.pro

Kampene kan ses gratis på ESL’s kanaler ESL TV og ESL TV B på Twitch.