Ny Astralis-spiller: 'Ret surrealistisk'

Victor ‘vigg0’ Bisgaard er en af de fem nye spillere på Astralis Talent, der ligger godt til i Danmarks bedste CS:GO-liga, Elgiganten Ligaen. Det var ret surrealistisk fra den ene dag til den anden at kunne kalde sig Astralis-spiller.

Victor ‘vigg0’ Bisgaard (i midten) er godt tilfreds med sæsonstarten for Astralis Talent i Elgiganten Ligaen. Tekst: (Foto: Astralis)
Victor ‘vigg0’ Bisgaard (i midten) er godt tilfreds med sæsonstarten for Astralis Talent i Elgiganten Ligaen. Tekst: (Foto: Astralis)

- Det var ret surrealistisk, at blive hevet ind af en af de mest velkendte organisationer inden for Counter-Strike. Det er virkelig ikke en mulighed, som jeg tager for givet, og det er noget, man arbejder hen imod i mange år.

Ordene kommer fra 21-årige Victor ‘vigg0’ Bisgaard, der er en af de fem spillere på Astralis’ nye talenthold, Astralis Talent.

Og med et holdnavn, der indeholder Astralis, er forventningerne og især opmærksomheden også til at tage og føle på. Det ved ‘vigg0’ også godt, men det er stadig vigtigt at holde fokus.

- Det er noget, man lige skal vænne sig til, og det hele er som sagt lidt surrealistisk. Især at der fra den ene dag til den anden er så meget opmærksomhed på en selv. Jeg må bare ikke lade opmærksomheden forstyrre mit spil og bare fortsætte med at spille, som jeg hele tiden har gjort, trods opmærksomheden. Så indtil videre synes jeg, at jeg tackler det meget fint, men der er som sagt lige en tilvænningsperiode.

Holdet er allerede i fuld gang med Elgiganten Ligaen Sæson 16, og efter fem kampe indtager de en delt andenplads i ligaen med 12 point. Kun Lyngby Vikings og de forsvarende mestre fra Tricked har fået en bedre start på sæsonen med maksimumpoint efter henholdsvis seks og fire kampe.

Den stærke sæsonstart fra det unge Astralis-mandskab er ‘vigg0’ forventeligt ganske godt tilfreds med. Men det bliver endnu bedre, når de bliver spillet mere sammen.

- Nu er vi en flok gode individuelle spillere, så - uden at lyde for selvglad – havde jeg da forventet, at vi ville vinde de fleste kampe. Med det sagt, så er det stadig en rigtig god start, fordi vi lige skal vænne os til at spille med hinanden. Jeg tror, vi har et utrolig stort potentiale, når vi først rigtig kommer i gang og lærer hinanden bedre at kende in-game, siger han.

Skal revanchere nederlag

Mandag går det løs igen, og her skal Astralis Talent møde titel-favoritterne fra Tricked. De krydsede klinger første gang tidligere på måneden i en anden turnering, hvor Tricked tog sejren 2-0.

Det får dog ikke vigg0 til at tabe troen på sejren.

- Tricked har spillet sammen i en del tid nu, mens vi kun har spillet sammen i en lille måneds tid, så de har helt klart en fordel på det punkt. Derfor tror jeg stadig, at vi har en reel chance for at vinde, idet vi er en flok gode individuelle spillere, så hvis vi rammer dagen, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kan slå langt de fleste hold.

Vinder i hele ligaen?

- Alt kan ske, men det er ikke en forventning vi har. Selvfølgelig spiller vi for at vinde, men det en meget stærk liga med mange gode hold, så det svært at sige.

Astralis Talent møder Tricked i Elgiganten Ligaen Sæson 16 mandag aften klokken 22.