Ny nedtur for Astralis

Det danske CS-hold tabte for anden dag i træk med 1-2 i ESL Pro League

Astralis er kommet skidt fra land ved mellemrunden i ESL Pro League. Foto: Jakob Ehrbahn
Astralis er kommet skidt fra land ved mellemrunden i ESL Pro League. Foto: Jakob Ehrbahn

Astralis havde mandag eftermiddag mod svenske Fnatic mulighed for at komme hurtigt tilbage på vinderkurs efter en skidt præstation mod Na'Vi søndag. Den store succes udeblev dog, og med et nederlag på 1-2 er Astralis nu efter to kampe sidst i ESL Pro Leagues mellemrunde.

Svenskerne viste sig dog også hurtigt en tand skarpere end danskerne, der tabte første map Dust2 med cifrene 13-16.

Astralis formåede dog at hæve niveauet på Nuke, hvor det blev til en dansk sejr på 16-11.

Derfor skulle holdene ud på tredje og afgørende map, og så kom dramaet ellers væltende - som det altid gør, når Inferno skal lukke og slukke en bedst ud af tre serie i Counter-Strike.

Danskerne sled og slæbte for at få indhentet den svenske føring, og det var da også lige ved at lykkes. Fra at være bagud 7-14 kæmpede danskerne sig helt op på 14-15, og især Peter 'Dupreeh' Rasmussen var stærkt kørende.

Således var det kun et splitsekund i en duel mellem Astralis' Andreas 'Xyp9x' Højsleth og Fnatics Freddy 'Krimz' Johansson, som afgjorde hele kampen.

Var runden faldet ud til 'Xyp9x' fordel, var kampen gået i overtid, men i stedet kunne Fnatic føje endnu en sejr til deres gode form i ESL Pro League, mens Astralis med to nederlag på to dage er under pres for at nå videre i turneringen.

Tre ud af seks hold går videre fra mellemrunden, og Astralis skal derfor vinde de tre resterende opgør denne uge, hvis holdet skal klare sig videre fra mellemrunden.

Tirsdag er det Faze Clan, der står for tur, mens det torsdag gælder OG med danske Valdemar 'valde' Vangså på holdet, inden det fredag gælder mousesports og deres danske kaptajn, Finn 'karrigan' Andersen.

Se også: CS-profiler bænket

Se også: Astralis sat på plads

Se også: CS-hold lukker og slukker

1 kommentar
Vis kommentarer