Der er fine takter, men der er stadig rigeligt at arbejde på.
Det er status for Astralis, efter de netop har spillet første turnering med den hjemvendte superstjerne Nicolai 'device' Reedtz, som i slutningen af oktober blev hentet i svenske NIP.
Første turnering for Astralis var ellers Elisa Masters Espoo 2022 i Finland, men her sad 27-årige 'device' over, og i stedet var Kristoffer 'Kristou' Aamand med holdet, som nåede finalen og tabte til fnatic.
Dermed debuterede 'device' først i søndags i turneringen CCT North Europe Series 2, og her blev det til en komfortabel sejr over danske Tricked, der på det tidspunkt lå nummer 48 på verdensranglisten.
Sejren sendte Astralis videre til kvartfinalen, hvor franske HEET, som er nummer 36 i verden, ventede.
Men i tirsdagens opgør var Astralis ikke stærke nok til at lukke ned for franskmændene.
Astralis' to største stjerner Benjamin 'blameF' Bremer og 'device' viste ellers flot spil, men der er som bekendt fem spillere på et hold, og resten af Astralis-mandskabet ramte hverken dagen eller modstanderne.
HEET tog sejren efter to tætte baner, hvor der måtte flere gange overtid til, og dermed er Astralis ude af CCT North Europe Series 2, som har en præmiepulje på lige over 350.000 kroner.
Astralis' turneringskalender ser ud til at være tom for resten af året, da næste turnering for danskerne først er skemalagt til februar.