Suværene ligadebutanter buldrer videre

Efter mandagens kampe i Danmarks bedste CS:GO-liga begynder toppen at forme sig, mens bundproppen stadig har en sejr til gode.

Danni ‘smF’ Dyg og resten af Singularity ligger godt til i toppen af POWER Ligaen. (Foto: HLTV.org)
Danni ‘smF’ Dyg og resten af Singularity ligger godt til i toppen af POWER Ligaen. (Foto: HLTV.org)

Mandag var der igen kampe i POWER Ligaen, og her fik et af ligaens nye ansigter sat endnu flere point på kontoen.

Det er Singularity, der for første gang deltager i POWER Ligaen, og efter seks kampe er det blot blevet til ét nederlag. Det er nok til en andenplads. tre point efter Tricked, der dog har spillet tre kampe mere.

Mandag aften gjorde Singularity det først af med AGF med cifrene 16-5, inden sidste sæsons kvartfinalister fra MASONIC blev smadret 16-2. Dermed kunne Singularity sætte yderligere seks point på kontoen.

Astralis Talent sejrer i overtidsdrama

Også Astralis Talent var i ilden mandag aften. Her stod de overfor oprykkerne fra Campus Vejle * Instinct, og der skulle to gange overtid til, før Astralis Talent tog sejren 22-18.

Senere på aftenen var der igen overtid i Astralis Talents kamp mod Spirit of Amiga, men denne gang var det sidstnævnte, der tog sejren med cifrene 19-16.

Tirsdag aften er der så igen kampe på programmet, når Astralis Talent og AaB klokken 19:00 brager sammen. Samtidig med den kamp er to af ligaens andre mandskaber også i duel. CEPTER BITSKINS og MASONIC krydser nemlig klinger, og ligesom aftenens andet opgør ligger de to mandskaber tæt i ligaen med blot tre points forskel.

Sådan endte mandagens kampe i POWER Ligaen:

  • 18:00 - Tricked vs. QBF - 16-13
  • 19:00 - Singularity vs. AGF - 16-5
  • 19:00 - AaB vs. DREAM.gg - 14-16
  • 19:00 - Atlando Esports vs. Campus Vejle * Instinct - 15-19
  • 20:00 - Tricked vs. AGF - 11-16
  • 20:00 - MASONIC vs. Singularity - 2-16
  • 21:00 - Astralis Talent vs. Campus Vejle * Instinct - 22-18
  • 21:00 - QBF vs. Spirit of Amiga - 16-10
  • 21:00 - DREAM.gg vs. Atlando Esports - 16-12
  • 21:00 - AGF vs. CEPTER BITSKINS - 13-16
  • 22:00 - Campus Vejle * Instinct vs. MASONIC - 9-16
  • 22:00 - Spirit of Amiga vs. Astralis Talent - 19-16