Tidligere holdkammerat om ‘Lucky’: “Han er en meget rolig spiller”

Philip ‘Lucky’ Ewalds tidligere holdkammerat mener, at ‘Lucky’ på sigt bliver en nøglespiller for Astralis.

Den nye Astralis-spiller Philip ‘Lucky’ Ewald, er en rolig spiller, som vokser i takt med, at relationerne på holdet dannes.

Det fortæller Kenni ‘wezx’ Holmberg, der tidligere har spillet sammen med ‘Lucky’, til Ekstra Bladet.

- ‘Lucky’ er en meget rolig spiller, som besidder et utrolig højt individuelt niveau. Han er samtidig en spiller, som vokser i takt med, at holdets relationer dannes. Han har brug for tryghed, blandt dem han spiller med, for at opnå den bedste performance.

‘Lucky’ skal som holdets nye AWP-spiller forsøge at udfylde de store sko, som Nicolai ‘device’ Reedtz efterlod, og offentligheden vil utvivlsomt sammenligne de to spillere.

Det mener ‘wezx’ dog ikke, at vi kan gøre allerede nu, for ingen danskere har et lige så højt niveau som ‘device’ her og nu.

- På nuværende tidspunkt er der ingen danske AWP-spillere, som kan gå direkte ind og erstatte ‘device’ 1:1. Men får ‘Lucky’ den rigtige mængde tid og tro på projektet, vil han på sigt være det bedste bud på en spiller, som kan træde ind på scenen, som den næste ‘device’, fortæller ‘wezx’.

Særligt måden, ‘Lucky’ kommer til at blive brugt på, bliver interessant, for han er stærkest i en mere defensiv rolle, selvom han også har kvaliteterne til at spille mere offensivt, når der bliver brug for det.

- ‘Lucky’ er en afbalanceret spiller, som både kan spille offensivt og defensivt. Jeg ser ‘Lucky’ som værende stærkest i en defensiv spillestil, men kræver setuppet, at han skal indgå som en mere offensiv spiller, så har han bestemt også disse egenskaber. 

Kommende nøglespiller

29-årige ‘wezx’ var ingame leader på holdene Ignite og ImmuNe, som 18-årige ‘Lucky’ spillede for i 2018 og 2019, så han kender den nye Astralis-spiller særdeles godt.

Han har fulgt ‘Lucky’s udvikling gennem flere år, og det kommer derfor ikke bag på ham, at ‘Lucky’ nu skal videre fra Tricked. ‘wezx’ havde dog ikke forventet, at ‘Lucky’ ville træde op øverste trin og skifte til Astralis.

- ‘Lucky’ har gennem de sidste par år udviklet sig utroligt meget. Han har gennem en lang periode vist et suverænt niveau i de turneringer, som han har deltaget i, både nationalt og internationalt, siger ‘wezx’ og fortsætter:

- Det kommer derfor ikke bag på mig, at det er tid til et nyt kapitel for ‘Lucky’, men det kommer lidt bag på mig, at springet i første omgang er så stort. Jeg er spændt på at se ‘Lucky’ i det nye setup, og jeg tror fuldt ud på, at han på sigt vil blive en nøglespiller for Astralis.

‘Lucky’ har i de seneste to sæsoner af POWER Ligaen imponeret for Tricked. I forrige sæson blev han endda kåret som ligaens bedste spiller.