Dansk esports-nedtur total: De havde ikke forberedt sig nok

Kvartfinalerne i den største esportsturnering på dansk grund bliver uden de danske tophold Astralis og North, der begge faldt helt igennem i gruppespillet

En af deltagerne fra det danske hold Astralis tager sig til hovedet under finalen i Royal Arena for et par uger siden. Nu er holdet også ude af CS:GO-turneringen i Odense. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
En af deltagerne fra det danske hold Astralis tager sig til hovedet under finalen i Royal Arena for et par uger siden. Nu er holdet også ude af CS:GO-turneringen i Odense. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Først var det FCK og Nordisk Films esportshold, North, som med en meget skuffende indsats måtte forlade den store Counter-Strike: Global Offensive-turnering (CS:GO) i Odense, og onsdag fulgte det sidste danske hold i turneringen, Astralis, så med samme vej.

Hele tre nederlag ud af tre mulige indkasserede verdensranglistens nummer tre, Astralis, nemlig onsdag, hvor der var langt til danskernes normale, høje niveau.

Derfor bliver det altså ikke et dansk hold, der søndag løber med førstepræmien på 1,4 millioner kroner i ESL Pro League Finals i Odense.

Ganske skuffende for de mange danskere, der har købt billet til weekendens finaler, men især skuffende for North, mener CS:GO-kommentator og vært på Danske Spils EOddset TV, Andreas 'Jern' Thomsen.

- Der har været stillet spørgsmålstegn ved, om Norths 2017 har været godt nok. Det var vigtigt for spillerne at vise noget i slutningen af året, hvor de selv mange gang har sagt, at de ville have en stor sejr at slutte året på. Det fik de ikke, og de virker meget skuffede. Samtidig betyder det også, at holdet slutter året meget lavere på verdensranglisten, end den femteplads de havde i januar, siger Andreas 'Jern' Thomsen.

Manglede stjernen
Astralis har måtte undvære holdets store stjerne Nicolai 'device' Reedtz i turneringen, fordi han sidder ude med sygdom. Hans afløser var norske Ruben 'Rubino' Villaroel, der tidligere spillede for North.

Selv hvis Nicolai 'device' Reedtz havde været med på Astralis-holdet, tror Anders 'Jern' Thomsen ikke, at det danske tophold havde klaret sig bedre.

- 'Rubino' er en af de bedste spillere, man kan hive ind på så kort tid. Men det er aldrig ideelt at spille med en afløser. Specielt ikke når man er en lille, hård kerne, som Astralis er det. Man kan kun gisne om, hvordan det havde set ud, hvis Nicolai 'device' Reedtz havde været med, men som det så ud for Astralis, tror jeg ikke, at resultatet havde været meget anderledes. Det var nemlig ikke Rubinho, som faldt igennem, siger Andreas 'Jern' Thomsen

Dårlig forberedelse kostede
Men hvordan kan både Astralis og North så ende med blot at vinde en kamp ud af fem, når begge ligger helt i toppen på verdensranglisten?

Andreas 'Jern' Thomsen tror, at svaret blandt andet skal findes i holdenes forberedelser til den store turnering i Odense.

- Historien ved turneringen i Odense har indtil videre været, at underdogsene har klaret sig fantastisk. Jeg tror, nogle af de bedste hold har forberedt sig meget lidt på de på papiret svagere modstandere. Astralis har formentlig forberedt sig meget på topholdene FaZe og Fnatic, men ikke de andre. Der har vi bare set, at de små hold har været kreative og leveret på højt niveau, siger Andreas 'Jern' Thomsen.

Den antagelse er Astralis-spilleren Andreas 'Xyp9x' Højsleth tilsyneladende enig i.

- Det var ikke vores dag, forberedelserne var ikke de bedste, og mange faktorer påvirkede os. Det er trist ikke at skulle spille foran vores fans i arenaen. Forhåbentlig laver vi en autograf-session, så vi kan møde jer alle, skriver Andreas 'Xypn9x' Højsleth på Twitter.

Blandt de seks hold, der har spillet sig videre til kvart- og semifinalerne er der dog stadig danskere iblandt.

Finn 'Karrigan' Andersen spiller for den ene af to forhåndsfavoritter FaZe, mens Emil 'Magisk' Reif spiller for nordamerikanske OpTic.

Netop OpTic spiller første kvartfinale fredag, som bliver spillet i Sparekassen Fyn Arena i Odense, klokken 16.00, mens FaZe først indtræder igen i semifinalerne lørdag.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen