Dansk stjerne efter masseskyderi: - Det var et spørgsmål om tid

Mange på de sociale medier efterspørger bedre sikkerhed ved e-sportsarrangementer efter skyderi. Centrale personer i branchen kalder sikkerhed en top-prioritet og beder om perspektiv på sagen

- Så trist som det lyder, så var det bare et spørgsmål om, hvornår noget som det her ville ske.. Jeg håber virkelig, det er et 'wake up call' for ALLE turneringsplanlæggere om at oppe deres sikkerhed.. Alle tanker er med familierne og de involverede..

Sådan skriver Philip 'Aizy' Aistrup på Twitter efter gårsdagens skyderi i Jacksonville. 'Aizy' spiller for det danske Counter-Strike hold North, som er blandt de ti bedste hold i verden.

Skyderiet fandt sted i Jacksonville, Florida, ved en mindre turnering i det amerikanske fodboldspil, Madden 19.

Efter den tragiske situation opfordrede mange på de sociale medier til, at der skal sørges for bedre sikkerhed ved den slags arrangementer.

Turneringen var som sagt en af de mindre, og den blev derfor afholdt i et indkøbscenter, hvor der ikke var nogen større sikkerhed.

Den slags små turneringer er der, hvor problemet ligger, mener Christian Slot, som er pressechef hos North.

- Vi deltager jo i rigtig mange turneringer hvert år både i ind- og udland, og ved nogen af de her turneringer, typisk de små, der ser vi da nogen gange, at sikkerheden ikke er lige så god, som den er ved turneringer i store arenaer, siger han til Ekstra Bladet.

Dog vil Christian Slot gerne opfordre til, at der kommer lidt perspektiv på sagen. Det er ikke noget, som han mener, der er et generelt problem, da han ikke kan huske nogen voldsomme angreb på en e-sportsturnering.

- Man kan sige, at lige det her konkrete tilfælde skete i et pizzeria i et storcenter i USA. Så er der jo nogen faktorer, som gør, at sådan nogle ting har nemmere ved at ske i USA. Dels har man nemmere adgang til skydevåben, det ved vi alle sammen, og dels så foregår det inde i et storcenter, hvor der ikke er så stor sikkerhed, som ved store turneringer.

- Jeg tror, at man skal holde tingene lidt adskilt. Ved de store turneringer, som bliver afholdt i de store arenaer, der er ser vi typisk, at der er metaldetektorer, og folk får gennemrodet deres tasker. Så her oplever jeg, at sikkerheden er lige så god, som den er ved store fodboldkampe, for at tage et eksempel, siger han.

Danske Astralis er i øjeblikket det bedste hold i verden. Foto: FLINDT PEDERSEN RASMUS
Danske Astralis er i øjeblikket det bedste hold i verden. Foto: FLINDT PEDERSEN RASMUS
 

Ingen grund til bekymring
Steen Laursen, som er kommunikationsdirektør hos RFRSH Entertainment, mener også, at der skal et bredere perspektiv på sagen. Det er simpelthen ikke muligt at sammenligne den tragiske hændelse i Jacksonville med et traditionelt e-sport-event.

- Det er klart, at det her er noget, som hele gamerindustrien og e-sportsverdenen ser på med meget seriøse øjne, men vi skal også passe på, at vi ikke blander æbler og bananer her, for det er ikke et  e-sport-event i traditionel forstand, der er tale om her. Det er en tragisk hændelse ved et gamingarrangement på en stor netcafé i USA, hvor jeg ikke tænker, at sikkerheden er tilnærmelsesvis den samme, som i store arenaer, der også bruges til koncerter, sportsbegivenheder og lignende, siger han til Ekstra Bladet.

RFRSH Entertainment afholder blandt andet store e-sportsarrangementer i hele verden. I Danmark er BLAST Pro Series, som blev afholdt i Royal Arena sidste år, den største. De har ifølge Steen Laursen altid sikkerheden som top-prioritet, selvom gamermiljøet generelt er mere fredeligt end det er i andre sportsgrene.

-Sikkerheden er i højsædet, og det er vigtigt for os at understrege, at  e-sport-events generelt er præget af god stemning blandt fans af forskellige hold, som sidder ved siden af hinanden. Der er ikke behov for segregering af fans, som man ser ved mange traditionelle sportsgrene.

- Det event, vi holdt i Royal Arena sidste år med 12.000 tilskuere, var præget af en ufattelig positiv stemning. Hele sikkerhedsapparatet kører på samme måde, som til en koncert derinde med visitering og så videre. Det vi holder i november i år, det vil foregå på præcis samme måde, og vi forventer udelukkende en positiv stemning, siger han.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med nogen af de danske spillere, da de deltager i DreamHack Masters-turneringen i Stockholm fra på onsdag og derfor ikke har kontakt med pressen under forberedelserne.

Se også: Masseskyderi ved netcafé

Se også: 100.000 kroner på en måned: Christoffer skovler penge ind på Fortnite-turneringer

Se også: Dropper 'verdens lækreste vejrvært' for at spille computer

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere