Dansk tophold henter rutineret herre efter millionhandel

Det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold, Heroic, kunne fredag offentliggøre, at svenske Adam 'Friberg' Friberg fremover er en fast del af mandskabet

Svenske Adam 'Friberg' Friberg bliver fremover en fast del af mandskabet på Heroic-holdet. Foto: PR
Svenske Adam 'Friberg' Friberg bliver fremover en fast del af mandskabet på Heroic-holdet. Foto: PR

Danske Heroic mistede en seriøs omgang ildkraft, da holdet for kort tid siden solgte to af sine profiler til amerikanske OpTic Gaming for tre millioner kroner – ifølge TV2s oplysninger.

Med masser penge på lommen efter spillersalget har Heroic ledt efter en erstatning. Fredag kunne Heroic annoncere, at holdets nye mand er fundet, og at det bliver den garvede svensker, Adam 'Friberg' Friberg, der fremover skal trække i Heroic-trøjen.

At Friberg er blevet tilvalgt som fast mand på holdet, virker som det oplagte valg, da svenskeren har trænet og spillet sammen med Heroic siden salget af Marco 'Snappi' Pfeiffer og Jakob 'JuGi' Hansen for cirka to uger siden.

Desuden har Adam 'Friberg' Friberg tidligere spillet for ét af de mest legendariske Counter-Strike-hold, Ninjas in Pyjamas, siden 2012 og løftet trofæerne sejrrigt til en lang række af de største esportsturneringer, som man kan vinde.

I 2013 og 2014 blev svenskeren kåret som henholdsvis den 11. og 14. bedste spiller i verden, men selvom det immervæk er nogen år siden, at 'Friberg' toppede, er han fortsat en rutineret herre, der er vant til at vinde.

Kasper Hvidt, den tidligere håndboldmålmand, som i dag er sportsdirektør hos RFRSH Entertainment – organisationen bag Heroic og Astralis -  er også ganske tilfreds med ankomsten af den rutinerede svensker.

- Det siger sig selv, vi er godt tilfredse, når vi lykkes med et salg i den størrelsesorden, vi gjorde med JUGi og Snappi, og vi så kan hente en profil som Friberg på fri transfer efterfølgende. Friberg bringer en masse erfaring fra sejre i nogle af de helt store turneringer, og hans kåring som Major MVP siger alt om den kvalitet, Heroic nu får ind på holdet, siger Kasper Hvidt.

Se også: Underdogs tæver de danske tophold til Copenhagen Games

'Friberg' får sin ilddåb søndag
Adam 'Friberg' Friberg er også glad for at have fundet sig et nyt hjem, for den svenske stjernespiller har stået uden kontrakt siden februar. Sidst spillede 'Friberg' for netop OpTic Gaming, som Heroic netop har solgt sine to spillere til – men uden stor succes.

- Jeg har holdt en pause fra spillet som aktiv, og kan mærke, at jeg savner at spille og at vinde. Jeg er nok et lidt ekstremt konkurrencemenneske, og jeg vil gøre alt for at kunne løfte trofæer igen. Heroic har en virkelig god blanding af unge og erfarne spillere og sammen med den måde, der arbejdes på i organisationen med struktur, træning og præstationsfokus har vi virkelig en chance for at lave resultater.

Om den nye Heroic-spiller atter kommer til at vinde trofæer, får vi muligvis svar på allerede søndag, når Heroic-holdet drager til ESL Pro League-finalerne i Dallas. En sejr virker dog usandsynlig, og bedriften ville næsten kunne sammenlignes med Danmarks EM-triumf i 1992.

For Heroic har ikke – på samme måde som Danmark til fodbodslutrunden – kvalificeret sig til turneringen, men er kommet med på et afbud, da Hellraisers-holdet har haft problemer med at få indrejsetilladelse til USA.

Derfor kræver det et mindre mirakel, hvis Friberg & Co. skal vinde turneringen og førstepræmien på 1,5 millioner kroner. Ifølge sportsdirektør Kasper Hvidt er en førsteplads til turneringen dog heller ikke ambitionen.

- Det glæder mig, at han allerede på søndag tager med holdet til ESL Pro League finalerne i Dallas. Det er en af de helt store turneringer, som holdet nu er blevet inviteret til, og selvom det er en relativt ny sammensætning, tror jeg vi kommer til at se et Heroic-hold, der i nogle af kampene kommer til at bide skeer med de helt store, siger Kasper Hvidt.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere