Danske stjerner kommer fra baghjul i verdens største turnering

Fem måneder med udeblivende resultater skal viskes væk, hvis Astralis skal vinde deres tredje major i træk. Men det kræver, at modstanderne begynder at frygte dem igen

I London vandt Astralis deres første major, nu går jagten ind på den tredje på stribe i Berlin. Arkivfoto: Getty images.
I London vandt Astralis deres første major, nu går jagten ind på den tredje på stribe i Berlin. Arkivfoto: Getty images.

De danske Counter-Strike-stjerner fra Astralis skal i ilden på onsdag, når jagten går ind på deres tredje majortitel i træk ved årets sidste majorturnering, Starladder Major 2019 i Berlin, hvor vinderen kan rejse hjem med 500.000 dollars (3,4 millioner kroner).

Astralis vandt den første af de to årlige majorturneringer, som er de største turneringer i Counter-Strike, i Katowice tilbage i marts.

Siden sejren i Katowice har Astralis-holdet ikke kunnet levere på det niveau, som har gjort dem til dobbelte majorvindere,
De har ikke vundet en turnering siden marts blev til april, og har derfor også måtte veksle førstepladsen på verdensranglisten til en tredjeplads.

Uovervindeligheden er væk. Og det samme er den frygt hos modstanderne, som Astralis fik opbygget gennem 2018. Det har spillerne også selv bemærket.

- Vi skal generobre noget respekt. Folk har ikke den samme respekt for Astralis, som de havde i 2018 og i starten af 2019, siger holdets in-game-leader, Lukas 'gla1ve' Rossander.

Astralis skal oppe sig, hvis de skal gøre sig håb om at vinde majoren i Berlin. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Astralis skal oppe sig, hvis de skal gøre sig håb om at vinde majoren i Berlin. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Samme fornemmelse har Peter 'dupreeh' Rasmussen også haft i de seneste turneringer og i træningskampene.

- Det synes jeg godt, man kan fornemme. Og det er ikke kun mod Team Liquid og nogle af de andre store hold. Det er helt generelt - også fra de lidt dårligere hold, forklarer han.

Den overdrevne respekt, som holdet aftvang, og som nærmest var et reelt våben i kampene, er lige nu ikke til stede ved indgangen til årets anden major.

For træner Danny 'zonic' Sørensen, som også har bemærket ændringen, er der imidlertid noget positivt at hente. Desperationen hos modstanderne er væk, og det samme er de uforudsigelige valg fra modstanderne, når der skal vælges baner forud for kampene.

- Nu føler jeg, at man kan læse det igen. Det var meget uklart før, fordi de andre tænkte, at de ikke kunne slå os, så de ville prøve noget helt andet. Nu kan vi bedre forberede os, siger han.

Fordel eller ej skal Astralis forsøge at genfinde det niveau, som skaffede dem et historisk 2018 samt de to seneste majortitler.

Team Liquid har været det klart bedste hold det seneste halve år og går ind til turneringen i Berlin som favoritter. Men Astralis-spillerne føler sig klar til at byde ind på titlen efter en god optakt efter sommerferien.

For selv om fokus mere er på at ramme niveauet igen end at lave målsætninger om titler, så er Lukas 'gla1ve' Rossander trofæsulten.

- Hvis jeg mærker efter helt inderst inde, så forventer jeg, at vi vinder. Det er det eneste, som vil gøre mig 100 procent tilfreds, siger han.

For Astralis starter jagten mod tre majors på stribe, når de i første kamp møder russiske DreamEaters onsdag kl. 13:15.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere