Danske verdensstjerner modtog dødstrusler

De danske e-sports-stjerner fra FCK's North-hold har i et opslag på Facebook offentliggjort en række ubehagelige trusler mod holdet

Foto: North
Foto: North

'Jeg håber, at I alle sammen dør.'

'Jeg håber, at I får AIDS og dør.'

'Jeg håber, at I får kræft'.

Trusler af den slags tikker dagligt ind på Facebook til North, der er FC København og Nordisk Films e-sportsorganisation.

Det er de mildest talt trætte af og samlede derfor en række af kommentarerne. De blev offentliggjort med budskabet om, at det på ingen måde er okay at tale på den måde.

- Vi synes, at det er et vigtigt budskab. Det bliver grovere og grovere. Man skal huske på, at der sidder en person i den anden ende og får beskeden. Så det er vores måde lige at sige 'tag nu at opføre jer ordentligt' til de personer, der har svært ved at finde ud af det, siger Christian Slot, pressechef i North, til Ekstra Bladet.

Ifølge Christian Slot er der ikke noget specifikt mønster i, hvornår holdet eller spillerne modtager de hadefulde beskeder på nettet. Det kan være, når de har tabt en kamp - eller ikke vundet stort nok.

Det kan være fra følgere af de hold, de har slået, eller fra nogle af deres egne følgere. Og det er både unge og gamle, drenge og piger, der har haft vanskeligt ved at finde ud af, hvordan man taler til andre på nettet.

- Der er mange unge mennesker, der dyrker e-sport, og endnu flere kommer til. Derfor er det også også vigtigt at sige, hvad der er i orden at skrive - og hvad der ikke er i orden.

- Der er kort vej fra fans til spillerne, og det er noget af det, der er fedt ved e-sport. Men det betyder også, at det er let at komme af med sin vrede. Nu til dags tager der ikke mange minutter at lave en falsk profil og skrive til enten spillerne eller organisationen, siger Christian Slot, der håber, at North med sit opslag får mange til at tænke sig om en ekstra gang, når de sætter sig til tastaturet:

- Det letteste havde været at sige, at det bare er internettet, og at det må vi leve med. Men det er vigtigt for os at opdrage de her mennesker, især de unge, og trække en streg i sandet og sige, at det ikke er alt, vi skal leve med.

- Man skal opføre sig ordentligt - også selv man sidder bag en skærm.

North, der er ejet af FCK og Nordisk Film, har blandt andet et af verdens bedste Counterstrike-hold, og de deltager også i den danske eSuperliga med deres FIFA-hold.

I Agge og Marcuzo har North to af verdens bedste FIFA-spillere.

Se også: Brøndby vinder historisk mesterskab: - Det er for sygt

Se også: Katastrofe i Forum: Verdensmester sendt til tælling

Se også: Danske stjerner i ny triumf: Vinder kæmpe turnering

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere