Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Dansker er med i spillet om 150 millioner kroner

Marcus Hoelgaard har sammen med Dota2-holdet, Team Secret, kvalificeret sig til dette års største esportsturnering, The International, hvor danskeren skal dyste om præmiepuljen på mere end 150 millioner kroner

Den danske Dota2-spiller Marcus 'Ace' Hoelgaard sikrede sig fredag en bronzeplacering   med sit hold, Team Secret. Foto: PR
Den danske Dota2-spiller Marcus 'Ace' Hoelgaard sikrede sig fredag en bronzeplacering med sit hold, Team Secret. Foto: PR

Det er altid sjovest at stå øverst på medaljeskamlen, men danske Marcus 'Ace' Hoelgaard må være fint tilfreds med den bronzeplacering, som den danske Dota2-spiller sikrede sig fredag sammen med sit hold, Team Secret.

For selvom holdets præstationer til Global Electronic Sports Championship kun rakte til en delt tredje-fjerdeplads, lykkedes det danskerholdet at kvalificere sig til verdens uden sammenligning største esportsturnering – i hvert fald hvad angår præmiepuljen.

'The International' er det dramatiske navn, som turneringen er blevet døbt, og det er højdepunktet, drømmen og kulminationen på et års slid og strabadser bag computerskærmen for alle professionelle Dota2-udøvere.

For alle årets turneringer leder op til og er kvalifikation til The International, hvor kun de allerbedste Dota2-hold brager ind i hinanden og dyster om prestigen og en præmiepulje på mere end 150 millioner kroner.

Det er selvfølgelig førstepladsen, der render med æren og størstedelen af præmiepuljen. Således vandt amerikanske Team Liquid mere end 60 millioner kroner ved sidste års turnering, men Team Secret blev hele to millioner rigere på 'bare' at ende på en delt 9-12. plads.

Uanset placeringen kan danske Marcus 'Ace' Hoelgaard altså se frem til et par ekstra nuller på bankkontoen, når han som den hidtil eneste dansker tager kampen om de mange millioner op til dette års The International til august.

Se også: Tættere på 60 mio. kroner: Onde genier fra Danmark smadrer al modstand

Danskerne dummer sig
Men Marcus 'Ace' Hoelgaard skulle nødigt blive den eneste dansker, der holder den rød-hvide fane højt, når The International løber over skærmen i Vancouver.

Danmark plejer nemlig at være stærkt repræsenteret af andre Dota2-stjerner som Johan 'NOtail' Sundstein, Andreas 'Cr1t' Nielsen og Rasmus 'Misery' Filipsen, men chancen for at se dem til dette års turnering ser sort ud i øjeblikket.

Danskerne og deres hold, OG og Evil Geniuses, har nemlig underpræsteret gevaldigt gennem lang tid, og dermed ser deres chancer for at kvalificere sig til The International spinkle ud. Jo bedre et hold klarer sig henover året til de mindre turneringer, desto større er chancen for at sikre sig deltagelse til årets Dota2-højdepunkt.

Otte hold bliver nemlig direkte inviteret til turneringen, hvis de præsterer stabilt henover Dota2-sæsonen, men ingen af danskernes hold er i øjeblikket blandt de otte bedste i verden.

Får 'Notail,' 'Cr1t' og 'Misery' ikke vendt skuden og deres spil snart, går de glip af den direkte invitation og skal ud i nogle nervepirrende kvalifikationsturneringer, hvor en topplacering langtfra er sikker.

Forhåbentligt formår de danske Dota2-stjerner at gøre Marcus 'Ace' Hoelgaard og Team Secret følgeskab, så chancen for at det bliver danskere, der bestiger toppen af medaljeskamlen, stiger.

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen