Dansker kan vinde halvanden million: Kæmper om VM i FIFA

22-årige August 'Agge' Rosenmeier forsøger denne weekend at gentage sin bedrift fra 2014 og blive verdensmester i fodboldspillet FIFA

Agge er klar til VM i FIFA. Foto:RedBull Content Pool.
Agge er klar til VM i FIFA. Foto:RedBull Content Pool.

Danmark stod næppe nogen chance for at nappe guldet til VM-slutrunden i Rusland, men vort lille land har gode chancer for at få en verdensmester i virtuel fodbold, når mesterskaberne i fodboldspillet FIFA, FIFA eWorld Cup, sparkes i gang torsdag i Londons tætpakkede The O2 Arena.

Blandt deltagerne er nemlig danske August 'Agge' Rosenmeier, der tog titlen som verdens bedste FIFA-spiller under verdensmesterskaberne i Rio i 2014. Nu går August Rosenmeier efter at gentage successen og hente endnu et trofæ hjem til Danmark.

– Ambitionen er altid at vinde. Nu er jeg tilbage i det fineste selskab, så jeg vil bestemt mene, man skal gå efter at vinde det hele. Jeg vurderer mine chancer til at være eksisterende, men alle kan slå alle - så jeg skal helt sikkert have nogle gode dage, hvor heldet og marginalerne også er på min side, siger August 'Agge' Rosenmeier forud for turneringsstart torsdag.

Mellem ham, trofæet og en førstepræmie på hele $250.000 står 31 andre af verdens bedste FIFA-spillere, som har vist evnerne, effektiviteten og skarpheden foran det virtuelle mål og kvalificeret sig til turneringen. Nemt har det ikke været, for flere millioner håbefulde FIFA-entuasister har forsøgt at skaffe sig adgang til turneringen – størstedelen uden held.

Den mest succesfulde FIFA-spiller nogensinde
Sådan gik det også for August 'Agge' Rosenmeier sidste år, da han lige akkurat glippede kvalifikationen og første gang i flere år måtte se til fra tilskuerrækkerne, mens slutrunden blev afgjort. Tilbage i det fine selskab er han nu ekstra motiveret for at bevise, hvorfor veteranen stadig hører til blandt medaljefavoritterne.

– Det er uden tvivl en forløsning at være tilbage. Sidste år var jeg én enkelt kamp fra at komme til VM, så det var dejligt at have marginalerne på min side i år og kvalificere sig. Jeg synes også, det er det selskab, jeg hører til i, hvis man kigger på mit niveau i år, fortæller danskeren.

Med verdensmesterskaberne i London er det sjette gang, August 'Agge' Rosenmeier deltager i den allerstørste FIFA-slutrunde derude, og danskeren ser sin store rutine som én af sine absolutte forcer.

– Jeg anser det klart som en fordel, at jeg har prøvet at være til VM før. Rutine spiller unægteligt rigtig meget ind til disse turneringer, og det er bestemt noget, jeg vil prøve at drage fordel af, siger den tidligere danske verdensmester.

Forhåbentligt kan han trække på rutinen, for drømmen er atter at stå øverst på præmiepodiet, når titlen som verdens bedste FIFA-spiller bliver uddelt. Endnu en slutrunde-sejr vil nemlig betyde, at August 'Agge' Rosenmeier får mejslet sit navn ind i historien som én af de bedste FIFA-spillere nogensinde.

– En sejr vil betyde alt for mig. To andre spillere har formået at vinde FIFA-verdensmesterskaberne to gange, og en sejr vil bringe mig i samme liga som dem og vil samtidigt gøre mig til den måske mest succesfulde spiller i historien. Derudover er en tur til FIFA Awards-uddelingen og førstepræmien på $250.000 heller ikke værst, siger August 'Agge' Rosenmeier.

Se også: Ny sejr: Astralis tager på ferie med 3,2 millioner i bagagen

E-Sport - 29. jul. 2018 - kl. 12:11 Drengedrømmen: Christoffer er Danmarks første Fortnite-pro

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere