Annonce:
Annonce:

E-sportens Formel 1: Sådan slog Astralis igennem

Med en trecifret millioninvestering i ryggen har RFRSH Entertainment knoklet hårdt og kalkuleret med at gøre esport og Astralis mainstream blandt danskerne. Nu venter resten af verden

Esporten og Astralis har fået sit folkelige gennembrud i Danmark. Foto: RFRSH Entertainment
Esporten og Astralis har fået sit folkelige gennembrud i Danmark. Foto: RFRSH Entertainment
Annonce:
Følg E-sport

Sælger FC Barcelonas superstjerne Lionel Messi eller Astralis' esportsatlet Nicolai 'Device' Reedtz flest spillertrøjer?

Det er et retorisk spørgsmål. Verdens vel nok bedste fodboldspiller sælger med sikkerhed flest, men kløften mellem traditionelle sportsgrene som fodbold og nytilkommere som esport er blevet mindre.

Især i Danmark har esporten vundet indpas. Kampene på de virtuelle slagmarker er ikke længere kun noget, som udøverne af esport selv følger fra første parket på deres computermonitor, men er i stedet rykket ind i danskernes tv-stuer og er blevet fast inventar på sendefladen.

Esporten har haft sit gennembrud i Danmark, og det kan i høj grad tilskrives RFRSH Entertainment – organisationen bag de danske Counter-Strike Global Offensive-hold Astralis, Heroic samt svenske Godsent.

Esport er ikke så forskelligt fra rock-koncerter, håndbold eller opera, og med Counter-Strike kan man også få folk til at involvere sig med hjerne og hjerte, mener folkene fra RFRSH Entertainment. Foto: RFRSH Entertainment
Esport er ikke så forskelligt fra rock-koncerter, håndbold eller opera, og med Counter-Strike kan man også få folk til at involvere sig med hjerne og hjerte, mener folkene fra RFRSH Entertainment. Foto: RFRSH Entertainment

Annonce:

For siden virksomheden opstod i slutningen af 2016, har hjørnestenen været at opnå et gennembrud for esporten i den brede danske befolkning. Dels fordi man brænder for at skabe anerkendelse omkring sporten, dels fordi der er et enormt potentiale i at arbejde med esport og underholdning på en ny måde.

Med en medarbejderliste bestående af en kombination af garvede esportsentusiaster og erfarne herrer fra sports- og konkurrenceunderholdningsbranchen er det lykkedes RFRSH Entertainment at banke esport ind i danskernes bevidsthed.

Dansk tophold henter rutineret herre efter millionhandel

For selvom esport ofte er noget, der foregår mellem ti spillere ved hver deres computer, kan man sagtens gøre det underholdende for alle os andre – det kræver blot finesse og evnen til at involvere publikum.

Annonce:

- Det, vi gør med esport, er ikke så forskelligt fra anden underholdning forstået på den måde, at vi kan gøre det samme med produkt, følelse og storytelling, hvad enten det drejer sig om opera, håndbold, rock, museumsdrift, fodbold eller Counter-Strike. Alt, der har potentiale til at få publikum til at involvere sig med hjerne og hjerte, kan flyttes i folks bevidsthed. Når det er sagt, ér Counter-Strike fænomenal som underholdning, hvis man gør det rigtigt og investerer i hele spektret, siger Jordi Roig, vicedirektør hos RFRSH Entertainment.

Jordi Roig er vicedirektør i RFRSH Entertainment og har tidligere været med til at bygge et stærkt brand hos Brøndby IF og AG København. Foto: RFRSH Entertainment
Jordi Roig er vicedirektør i RFRSH Entertainment og har tidligere været med til at bygge et stærkt brand hos Brøndby IF og AG København. Foto: RFRSH Entertainment
 

Og man må sige, at RFRSH Entertainment har investeret bredt og brugt mange millioner i forsøget på at udbrede esporten hos danskerne. Nu da det delmål næsten er opnået, forsøger organisationen at gentage successen globalt med deres eget turneringsformat, Blast Pro Series – og håbet er, at turneringen udvikler sig til at blive esportens Formel 1.

Nyt dansk superhold opstår efter millionhandel

Et blandet hold med en kæmpe investering i ryggen
For målet er at blive verdens største aktør indenfor esport og konkurrenceunderholdning. Det har været det erklærede mål siden dag ét, da organisationen blev lanceret i december 2016 med finansiel støtte fra venturekapitalfonden Sunstone og businessenglene Tommy Ahlers og René Rechtman.

Annonce:

200 millioner kroner forventede folkene bag RFRSH Entertainment at investere i forsøget på at skabe Counter-Strike-holdene som Astralis, turneringsformaterne som Blast Pro Series og en stærk organisation, der kunne hjælpe med at kommercialisere esporten og gøre den mainstream.

26 mand fra kontoret i København og seks fra kontoret i London har virksomheden i dag på lønningslisten, og medarbejderstaben består af en broget flok mennesker. 

Der er dem, som har brændt for esporten og har været med fra starten, dengang man tog til LAN-events, sov i sin sovepose under computerbordet og maksimalt kunne vinde en kasse Cocio.

Og så er der folk som Jordi Roig og Steen Laursen, kommunikationsdirektøren for RFRSH Entertainment, der begge har en fortid med at opbygge et brand indenfor konkurrenceunderholdning fra deres fortid hos fodboldklubben Brøndby IF og håndboldorganisationen AG København.

RFRSHs kommunikationsdirektør, Steen Laursen, har tidligere stået for kommunikationen i fodboldklubberne Brøndby IF og FC Nordsjælland, ligesom han også tog del i skabelsen af håndboldholdet AG København. Foto: RFRSH Entertainment
RFRSHs kommunikationsdirektør, Steen Laursen, har tidligere stået for kommunikationen i fodboldklubberne Brøndby IF og FC Nordsjælland, ligesom han også tog del i skabelsen af håndboldholdet AG København. Foto: RFRSH Entertainment

To herrer, der kunne se potentialet i esportens frembrusen, men ville give den et sidste skub udover rampen.

Annonce:

- Esport er sindssygt underholdende, og den scene, der er bygget op af alle de ildsjæle, der har været en del af scenen i snart 20 år, fortjener et meget bredere kendskab og anerkendelse. Vi kan også se, at det har været en udfordring at komme ud over rampen til det brede publikum, og det har vi sat os for at lave om på. Vi ønsker ikke at ændre esporten, men at udvikle formidlingen og gøre den mere tilgængelig for flere mennesker. Fordi det er sindssygt god underholdning, og fordi vi i Danmark kan blive førende på verdensplan, hvis vi gør det rigtigt, siger Steen Laursen, kommunikationsdirektør for RFRSH Entertainment.

Tidligere FCK-stjerne skiftede til rivalerne: - Det mest professionelle jeg har oplevet

Sådan blev Astralis til et velkendt navn
Skyd eller bliv skudt. Det er et meget simpelt koncept, som groft sagt opsummerer skydespillet Counter-Strike, og det er nemt at formidle til Hr. og Fru Danmark.  Derfor valgte man fra RFRSH Entertainments side at investere i Counter-Strike-holdene Astralis, Heroic og Godsent.

- Counter-Strike er klart det lettest tilgængelige i esport, og spillet er i sig selv bygget op, så du ikke kan undgå højspænding og dusinvis af 'wow-moments' i en kamp. Det har alle de ingredienser, vi produkt- og produktionsmæssigt ønsker at arbejde med, fortæller Jordi Roig.

Men én ting er at være medejere af tre Counter-Strike-hold, noget andet er at udbrede kendskabet til dem. Her har det uden tvivl hjulpet, at organisationen havde en trecifret millioninvestering i baghånden.

Annonce:

- Vi var de første, der med den brede befolkning for øje investerede massivt i pressehåndtering, kommunikation og PR, og det er det arbejde på alle niveauer i kommunikationen, der har gjort den endelige forskel i Danmark, siger Steen Laursen.

Det kan godt være, Messi sælger flere spillertrøjer end Astralis, men der findes masser loyale esports-fans i Danmark, der anser stjernerne som sine helte. Foto: RFRSH Entertainment
Det kan godt være, Messi sælger flere spillertrøjer end Astralis, men der findes masser loyale esports-fans i Danmark, der anser stjernerne som sine helte. Foto: RFRSH Entertainment

Den oprustede kommunikations- og marketingsafdeling har været stærkt medvirkende til, at navne som Astralis og Heroic nu er noget, du kan bringe op i en samtale, uden at folk kigger panderynkende og uforstående på dig.

Blandt andet ved at lade spillere fra holdene medvirke i  to dokumentarer  - 'Astralis – mod stjernerne' og 'Gamerne – Danmarks nye sportsstjerner' - som sidenhen er blevet vist på DR3.

Et andet vigtigt skridt på vejen mod et gennembrud i den danske befolknings bevidsthed var, da man fik den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), til at lykønske Astralis forud for finalen i en kæmpe Counter-Strike-turnering.

Det er fortsat Anders Samuelsens mest likede og delte tweet til dato, hvilket har fået flere andre danske politikere – heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – til at efterligne regeringspartneren sidenhen.

Annonce:

Vigtigst af alt fik det medierne til at spærre øjnene op for esporten, som de hidtil havde været forbeholdne om at skrive om. Sidenhen har verdensstjernerne fra Astralis i særdeleshed været en tur i mediemøllen og deltaget i talkshows og interviews til magasiner – ofte med et budskab om, at de ikke er nørdede, lever sundt, styrketræner og i det hele taget forvalter deres karriere i esport som enhver anden professionel udøver af en traditionel sportsgren.

Det er ikke usandt, men det er bestemt også et budskab, som RFRSH Entertainment gerne har villet udbrede, fordi det er med til at fremme opbygningen af et brand – på samme måde som Jordi Roig og Steen Laursen tidligere har gjort det hos Brøndby IF og AG København.

- Produktet er den følelse, du kan skabe i maven hos folk. Nysgerrigheden, interessen, glæden og lysten til at dele. Lysten til mere. Der er esport ikke forskellig fra andet, vi har lavet – det handler om historiefortællingen og alt det, der kan gøres med selve produktet, men også udenom, siger Jordi Roig.

Vindere skaber fans
Der kan ske nok så meget udenom produktet, men RFRSH Entertainment-folkene vil bestemt ikke underkende den effekt, som Astralis-stjernerne har haft på esportens fremkomst nationalt. Holdet sidder i øjeblikket sikkert på Counter-Strike-verdensranglistens førsteplads og har vist storspil i en lang periode.

Annonce:

Hverken RFRSH Entertainments andre hold, Heroic og Godsent, eller rivalerne fra North, FCK og Nordisk Films esportssatsning, er i samme liga som Astralis i skrivende stund. Havde spillerne ikke præsteret på et højt niveau i årevis, havde danskernes kendskab eller von hørensagen om holdet og esport generelt ikke været tilnærmelsesvis så stort, som det er tilfældet i dag.

RFRSH Entertainment har selvfølgelig forsøgt at skabe de optimale rammer for et velpræsterende esportshold, men i sidste ende kan man ikke negligere spillernes enorme talent og dedikation til deres hverv.

- Med Kasper Hvidt i spidsen har vi arbejdet stenhårdt på at skabe de optimale rammer for et esportshold, og selvom alle andre siger det samme i dag, så rynkede de samme mennesker altså på brynene, da vi i RFRSH begyndte at tale om performance-modeller og blandt andet introducerede fysisk træning og esportens første sportspsykolog. Det gjorde vi af flere årsager, men selvfølgelig primært for at opnå resultater, som er en del af kernen, når man skal nå bredt ud. Vindere skaber fans og sammen med nogle vanvittigt dygtige drenge på holdet, har vi skabt vindere.

Eks-jægersoldat: Mange ligheder mellem Afghanistan og at spille CS:GO

Annonce:

Målestokken er din farmor
Kombinationen af en meget klar kommunikationsstrategi – eller historiefortælling, om man vil – og nogle utroligt talentfulde unge esportsudøvere har betydet, at folkene bag RFRSH Entertainment kun føler sig et skridt eller to fra målet om at gøre esport mainstream i Danmark.

- Når selv stats- udenrigs- og erhvervsministrene er ivrige seere, der lystigt tweeter om kampene, er vi i hvert fald nået langt. Målestokken er dog nok nærmere, at farmor ikke ser uforstående på barnebarnet, når han eller hun ønsker sig en Astralis-trøje i fødselsdagsgave. Når Astralis hos familierne er lige så anerkendte som FC Barcelona, er vi der, hvor vi kan sige, vi har nået mainstream i Danmark. Det er tæt på, siger Jordi Roig.

Der kom forklaringen på artiklens indledende spørgsmål, for selvom Astralis ikke sælger samme antal holdtrøjer som FC Barcelona, har man ifølge RFRSH Entertainment overhalet en række andre traditionelle sportsgrene på parametre som merchandise-salg.

Annonce:

Det har krævet meget at nå så langt, men der er stadig lang vej endnu, og selvom Astralis eksempelvis har indgået sponsorater med store mærker som Audi og Bestsellers Jack & Jones, så fortsætter man med at investere penge i nye projekter – hvilket også kan ses på bundlinjen.

- Som det allerede blev fremlagt, da RFRSH blev lanceret i 2016, er det her en langsigtet, massiv investering. Det kræver mange ressourcer at gøre det, vi gør, og regnskabsmæssigt kommer vi helt sikkert ud med røde tal i millionstørrelsen i regnskabet for 2017. Det gør vi med helt åbne øjne, og det er helt forventeligt i en så markant investeringsfase som den, vi har været inde i, men vi kan allerede nu se, at de store investeringer begynder at kaste resultater af sig i form af markant øgede sponsor-, medie-, event-, merchandise- og rettighedsindtægter, siger Steen Laursen.

Danskere glippede kæmpe-gevinst - tabte nerveflænsende finale

Esportens Formel 1
For vil man skabe esportens svar på Formel 1, UFC eller NBA, koster det knaster. Det er ikke desto mindre, hvad RFRSH Entertainment forsøger med deres turneringsformat Blast Pro Series.

Annonce:

Sidste år blev den første turnering afholdt i Royal Arena, men nu, hvor Astralis og esporten er blevet et velkendt navn herhjemme, vil RFRSH Entertainment gentage successen globalt. Derfor finder Blast Pro Series sted i fire internationale storbyer i efteråret og begyndelsen af 2019.

Og det er kun begyndelsen.

- Det har fra dag ét været tanken at skabe esportens Formel 1 med 8-12 årligt tilbagevendende stops i internationale storbyer. Istanbul er det første af fire stops i efteråret og januar, og i 2019 regner vi med at afholde minimum otte turneringer i Europa, Nord- og Sydamerika, siger Jordi Roig.

Store Counter-Strike-turneringer er ellers ikke en mangelvare, men RFRSH Entertainment er overbeviste om, at de kan bidrage med en ny og anderledes tilgang, der kommer både fans og sponsorer til gode.

Annonce:

- Traditionelt er turneringerne bygget op med en online-kvalifikation og invitationer, et gruppespil, som foregår bag lukkede døre og kun kan ses online, og en arena-turnering over to dage med virkelig lange kampe. Gruppespillet betyder, at man ofte først torsdag eller fredag aften ved, hvilke hold, der kan opleves live i arenaen. Det er et kæmpe problem for rejsende fans, der gerne vil se deres hold live. Det er en udfordring for sponsorer, der ikke kan planlægge aktivering af deres partnerskaber i arenaen, og det er en udfordring for broadcastere, der ikke kan planlægge efter at hold fra deres eget marked deltager, siger Jordi Roig og fortsætter:

- Så seks verdensklassehold på scenen samtidig med et fast program, sikkerhed for at du kan se dit hold spille live og et set-up, der river bukserne af alle andre live-underholdningsformater med det største digitale set-up, den ikoniske A-formede scene på størrelse med et Herkules-fly og 100 procent opmærsomhed på tilskuere og seere. Dét er BLAST Pro Series.

12.000 tilskuere var på plads, da den første Blast Pro Series-turnering fandt sted i Royal Arena sidste år. Nu udvider RFRSH Entertainment turneringen.
12.000 tilskuere var på plads, da den første Blast Pro Series-turnering fandt sted i Royal Arena sidste år. Nu udvider RFRSH Entertainment turneringen.

Håbet er igen at skabe et turneringsformat, som stiler efter den hardcore esportsfan, men også nytilkommeren. Dermed lever visionen, som RFRSH Entertainment hele tiden har arbejdet efter, videre – også når organisationen forsøger at vinde hele verdens hjerner og hjerter og mejsle esporten ind i deres bevidsthed.

Lykkes det, kunne Astralis' Nicolai 'Device' Reedtz måske godt gå hen og blive en verdensstjerne i samme kaliber som FC Barcelonas Lionel Messi – hvem ved?

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Bandidos skal bekæmpes hårdt og med alle midler
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: