Glem Astralis: Disse danske esports-stjerner scorer kassen

Dota2 er den esport i verden, hvor præmiepengene er højest. I dette års udgave af turneringen 'The International' var der utrolige 155 millioner kroner i præmiepuljen

Johan 'N0tail' Sundstein tjener millioner af kroner på sine esports-færdigheder. Foto: /Ritzau/Jacob Ehrbahn
Johan 'N0tail' Sundstein tjener millioner af kroner på sine esports-færdigheder. Foto: /Ritzau/Jacob Ehrbahn

Det kan godt være, at det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold (CS:GO) Astralis umiddelbart er det, som flest danskere kan nikke genkendende til, når snakken falder på esport.

Astralis har da også med sin VM-titel i januar i år gjort det godt, og holdets fem spillere kan hver især notere sig for omkring 500.000 dollars eller 3,1 millioner kroner i præmiepenge gennem deres karrierer.

Men der er tre danske esportsudøvere, som slår Astralis-spillerne med længder, når det kommer til præmiepenge.

For mens præmiepengene er ganske fornuftige i CS:GO, er det ingenting sammenlignet med spillet Dota2, som ligeledes er et holdspil med fem spillere på hvert mandskab.

Her er Danmark også repræsenteret i den absolutte verdenselite med Johan 'N0tail' Sundstein, Rasmus 'Misery' Filipsen og Andreas 'Cr1t' Nielsen.

Johan 'N0tail' Sundstein har vundet over 1,4 millioner dollars eller 8,9 millioner kroner, mens Rasmus 'Misery' Filipsen står noteret for cirka 8 millioner kroner alene i præmiepenge i sin karriere. Andreas 'Cr1t' Nielsen må 'nøjes' med 6,2 millioner kroner.

Det viser opgørelserne fra statistiksiden esportearnings.com.

Enorme præmiesummer i Dota2
Mens Dota2 afgjort ikke har samme popularitet i Danmark som CS:GO, har Dota2 nogle helt ekstreme præmiepuljer.

Det er den årlige udgave af turneringen 'The International', som især tæller op i statistikken. Her var der i 2017-udgaven utrolige 155 millioner kroner i præmiepuljen. 68 millioner kroner til vinderholdet.

Når der i januar igen afholdes VM i CS:GO i USA, er der blot 6,3 millioner kroner i præmiepuljen.

Johan 'N0tail' Sundstein spiller for holdet 'OG', der har haft et godt år i 2017. Holdet vandt Kiev Major, hvilket udløste 6,3 millioner kroner til deling.

Det største resultat blandt Dota2-danskerne står Rasmus 'Misery' Filipsen for i 2016. Her blev det til en andenplads i 'The International', som udløste en pengepræmie på 21 millioner kroner til holdet for præstationen.

Rasmus ’Misery’ Filipsen forlod sit hold 'Optic' i slutningen af november og skal derfor på jagt efter et nyt efter nytår.

Top 10 over de danske esportsudøvere, som har vundet flest præmiepenge:

  1. Johan 'Notail' Sundstrøm, Dota2: 1,45 millioner dollars
  2. Rasmus 'Misery' Filipsen, Dota2: 1,36 millioner dollars
  3. Andreas 'Cr1t' Nielsen, Dota2: 952.779 dollars
  4. Andreas 'Xyp9x' Højsleth, CS:GO: 571.781 dollars
  5. Peter 'Dupreeh' Rasmussen, CS:GO: 567.772 dollars
  6. Nicolai 'device' Reedtz, CS:GO: 547.870 dollars
  7. Finn 'Karrigan' Andersen, CS:GO: 507.663 dollars
  8. Markus 'Kjaerbye' Kjærbye, CS:GO: 449.567 dollars
  9. Lukas 'gla1ve' Rossander, CS:GO: 404.596 dollars
  10. Rene 'Cajunb' Borg, CS:GO: 363.325 dollars.

Kilde: esportsearnings.com