Ingen aprilsnar: Danskerhold må undvære verdensstjerne

Danske Finn 'Karrigan' Andersen og verdens bedste Counter-Strike-hold, Faze Clan, mister deres svenske stjernespiller 'Olofmeister' på ubestemt tid. Erstatningen er dog allerede på plads

Danske Finn 'Karrigan' Andersen  mister den svenske stjernespiller 'Olofmeister' som holdkammerat - en erstatning er på plads. Foto: Adela Sznajder/DreamHack
Danske Finn 'Karrigan' Andersen mister den svenske stjernespiller 'Olofmeister' som holdkammerat - en erstatning er på plads. Foto: Adela Sznajder/DreamHack

Der er dage, hvor man bør holde sig langt fra at lave officielle udmeldinger - og den 1. april er én af dem.

For hele internettet troede, det var en dårlig aprilsnar, da Counter-Strike-stjernen Olof 'Olofmeister' Kajbjer den 1. april meldte ud, at han stopper for danskerholdet Faze Clan på ubestemt tid.

Det var det bare ikke. Meddelelsen viste sig at være sand, og den skulle uheldigvis falde på samme dag som den drillende mærkedag på grund af liga-reglementer.

Hvorfor 'Olofmeister' vælger at trække stikket i bogstaveligste forstand, har hverken han eller Faze Clan offentliggjort, men hovedpersonen lægger på sin Twitter-profil ikke skjul på, at beslutningen er truffet af personlige årsager – og at der er vigtigere ting i livet end en Counter-Strike-karriere.

Se også: Blev smidt af Astralis for et år siden: I dag kan han vinde VM

Finn Andersen får panderynker af pausen
Dermed mister holdkaptajnen, danske Finn 'Karrigan' Andersen, en vigtig brik på Faze Clan-holdet, for 'Olofmeister' er en legende indenfor CS: GO-verdenen og har haft en stor musefinger med i, at Faze Clan i øjeblikket kan bryste sig af at være verdens bedste Counter-Strike-mandskab.

Foruden at ligge nummer 1 på verdensranglisten, var Faze Clan så dominerende i 2017, at de vandt omkring ni millioner danske kroner i præmiepenge. De svimlende store summer kan i den grad tilskrives Olof 'Olofmeister' Kajbjer, der skiftede til holdet i august sidste år og hjalp Finn 'Karrigan' Andersen med at skyde Faze Clan til tops turnering efter turnering – ofte på danske Astralis' bekostning.

Så det er noget af en profil, som den danske holdkaptajn Finn Andersen må undvære, og udover at være uheldige med timingen for udmeldingen om stoppet, så kunne 'Olofmeisters' pause heller ikke komme på et meget værre tidspunkt.

Counter-Strike-året går nemlig ind i sin kritiske fase, hvor en række af de allerstørste turneringer med dertilhørende enorme præmiesummer bliver spillet.  Derfor må pausen også give Finn 'Karrigan' Andersen en panderynke eller to, selvom den danske skipper kun har opløftende ord tilovers for sin svenske holdkammerat.

Se også: Katastrofal start for de danske hold ved VM: - Vi kollapsede

Faze hiver en ninja frem fra sit skjul
Helt sort ser det nu heller ikke ud for Faze Clan, selvom de må undvære én af deres stjerner det kommende stykke tid. For resten af mandskabet er også stjernespækket og minder på mange måder om Real Madrids Galácticos-hold fra 2004.

I stedet for Figo, Zidane og Ronaldo har Faze Clan 'Rain', 'NiKo' og 'GuardiaN' - og så har de netop anskaffet en anden legendarisk spiller til at samle riflen op efter 'Olofmeister'.

Sidstnævntes svenske landsmand, Richard 'Xizt' Landström, overtager nemlig det tomme sæde bag skærmen, og selvom han måske ikke har samme niveau som i fordums tid, er han bestemt en erfaren spiller med masser sejre på CV'et.

Han har blandt andet spillet for svenske Ninjas in Pyjamas siden 2012 og vandt i 2016 og 2017 en lang række turneringer -  selvom han i nyere tid har måttet se sig degraderet til reservespiller for den svenske ninjaklan.

Så nu er det op til danske Finn 'Karrigan' Andersen at få rystet rustet af 'Xizt's riffel inden den næste store Counter-Strike Global Offensive-turnerning, Dreamhack Marseille, som afholdes mellem den 18. og 22. april.

Her spiller verdenseliten om en præmiesum på cirka 1,5 millioner danske kroner, og om det bliver Faze Clan eller danske Astralis, der løber med pengeposen til den tid, kan du følge med i på DR3.

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen