Le Mans kommer til Middelfart - som esport

Esportens svar på racerløbet Le Mans – Endurance eRacing World Championship – kører fra start i Middelfart denne oktober og bliver vist for 27 millioner seere verden over

En række prominente navne stiller op til start ved Endurance eRacing World Championship i Middelfart – heriblandt Aston Martins danske Le Mans-kørere Nicki Thiim og Marco Sørensen. Foto: PR
En række prominente navne stiller op til start ved Endurance eRacing World Championship i Middelfart – heriblandt Aston Martins danske Le Mans-kørere Nicki Thiim og Marco Sørensen. Foto: PR

Isenkrammet er noget anderledes end i det klassiske racerløb Le Mans, for de milliondyre racerbiler er skiftet ud med computere og joysticks. Men konceptet for Endurance eRacing World Championship, der kører fra start i Danmark denne oktober, er det samme.

For når man nu ikke kan flytte den franske by og 24-timersløbet med samme navn til Danmark, må man tænke ud af boksen, og det har de danske arrangører af Endurance eRacing World Championship gjort.

Løbet, der finder sted i Middelfart den 25. oktober, er nemlig en ultrarealistisk esportssimulation af virkelighedens Le Mans, hvor diverse hold dyster om pladsen på toppen af podiet fra deres chaufførsæde bag computerskærmen.  

Endurance eRacing World Championship er nemlig en virtuel udgave af det traditionsrige 24-timersløb Le Mans. Den virtuelle bane er identisk med banen, som virkelighedens racere brænder gummi af på, og udfordringen for de virtuelle racerkørere er heller ikke anderledes - det hold, der kører længst i løbet af 24 timer, vinder.

Og selvom prestigen ved at vinde måske ikke helt matcher den, som Tom Kristensen har opnået ved at vinde Le Mans ni gange, stiller en række prominente navne alligevel til start ved Endurance eRacing World Championship – heriblandt Aston Martins danske Le Mans-kørere Nicki Thiim og Marco Sørensen.

Hvordan løbet foregår, kan du få en kort forsmag på herunder:

27 millioner mulige seere
Det er faktisk 14. gang, at løbet finder sted på dansk grund, men selvom det måske er de færreste, der har hørt om det danske esportsarrangement før nu, ser det ud til at ændre sig med samme hastighed som en racerbil i topfart.

Esport vokser som aldrig før, og der er også appeal i andre former for esport end bare skydespil som Counter-Strike: Global Offensive. Racerspillene kan også noget, og det har folkene bag et af verdens største motorsportsmedier – Motorsports Network – også fået øjnene op for.

Mediet viser nemlig den danske computerspilsudgave af Le Mans, og det er altså noget af en seerskare, der verden over kan følge virtuelle racere 24 timer i streg.

Motorsport Networks TV-kanal kan nemlig modtages i 27 millioner hjem jorden rundt, og kanalen har knap 2,5 millioner motorsportsentusiaster som følgere på sociale medier.

Om de mange millioner også er esportsentusiaster, må tiden vise, når startskuddet til Endurance eRacing World Championship lyder. Men et samarbejde i den størrelse er stort for racerspil som esport, og derfor har de danske arrangører også svært ved at holde armene nede.

- Vi tager et kæmpe step op med den har aftale. Hvis man ser på det i sammenhæng med almindeligt flow-TV, så kan du tage en VM-landskamp og Dronningens nytårstale, lægge seertallet sammen, og så er du stadig ikke i nærheden af det potentiale, vi har fået med den her aftale, siger Peter Munkholm, der er promoter for virksomheden bag løbet, GTR24H.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere