Nedturen fortsætter for FCK's esportssatsning

FC København og Nordisk Films esportshold North er nu blot det tredjebedste hold i Danmark, mens holdet fortsat ligger uden for top 10 på verdensranglisten

Sådan så det ud, da North deltog i et større esportsevent i Royal Arena sidste år. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da North deltog i et større esportsevent i Royal Arena sidste år. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix

Drømmene og ambitionerne var enorme, da FC København og Nordisk Film i januar 2017 præsenterede deres store esportssatsning, North.

North, der er et Counter-Strike: Global Offensive-hold, lå på daværende tidspunkt nummer seks på verdensranglisten, og målet var, at med FC København og Nordisk Films ressourcer skulle holdet rykke endnu længere op på verdensranglisten.

Det begyndte da også godt for North, som en måned senere var oppe på verdensranglistens fjerdeplads, og i september 2017 nåede den store satsning så sit højdepunkt, da North indtog tredjepladsen på verdensranglisten.

På det tidspunkt var det to pladser højere end de danske rivaler Astralis, og derfor var North på det tidspunkt også rangeret som Danmarks bedste Counter-Strike: Global Offensive-hold.

Derfra er det dog kun gået en vej for FC København og Nordisk Films satsning.

Holdet er raslet ned ad verdensranglisten, og der har ikke været mange tegn på, at ambitionerne om at skabe og fastholde et tophold i verden går i den rigtige retning.

Se også: Efter stort transferdrama: Nu har dansk tophold fundet sin afløser

Det tredjebedste hold i Danmark
Mandag blev verdensranglisten endnu engang opdateret, og den bød igen på en nedtur for North. Godt nok gik North fra 16.-pladsen til 13.-pladsen, men samtidig må North se sig overhalet af endnu et dansk hold, nemlig Heroic.

Heroic ligger nummer 12 på verdensranglisten, og derfor er North nu ikke bare et stykke fra verdenstoppen, men de er også røget ned som det blot tredjebedste hold i Danmark.

Netop North og Heroic mødte hinanden i weekenden ved turneringen CS Summit USA, og her var det også Heroic, som løb med en klar sejr på 2-0.

Se også: Medie: FCK's nedtur fortsætter - holdets bedste e-spiller bliver bænket

Store ændringer i truppen efter VM-fiasko
North foretog da også flere markante udskiftninger på holdet i januar, efter holdets fiasko ved VM, hvor det blev til tre nederlag i tre kampe.

Først smed de træneren på porten og derefter røg spillerne Rene 'Cajunb' Borg og Kristian 'k0nfig' Wienecke samme vej. Ind er kommet Markus 'Kjaerbye' Kjærbye fra Astralis, mens North har rykket Daniel 'mertz' Mertz op fra andetholdet til førsteholdet.

I den kommende weekend løber den store StarSeries i-League af stablen i Kiev, Ukraine. Her er der knap 2 millioner kroner i den samlede præmiepulje. Både Astralis og Heroic er på deltagerlisten, men der er altså ikke fundet plads til North, hvorfor Danmarks tredjebedste hold må vente lidt endnu, før de igen får mulighed for at jagte pladserne i den absolutte verdenstop. 

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen